Julemanden - og hans kone - bor i Hørsholm

Julemanden har fået ny hofte og er ikke længere så udadfarende. Men man kan besøge ham i Hørsholm.

Julemanden bor i… Hørsholm. Sammen med sin fru Kirsten.

Og han lyder det borgerlige navn Gorm Skånstrøm.

Parret bor på Slotsbakken 69 i Hørsholm. Og frem til den 20. december inviterer de alle til at kigge forbi. 

Tilbuddet gælder mandag, tirsdag, torsdag og fredag fra klokken 9.30 til klokken 11.00. 

 
 
Foto: TV 2 Kosmopol

Foran huset, hvor der er der pyntet op med halmballer og udstoppede grønlandske dyr som polarhare, ryper og en sæl, kan børnene klippe kravlenisser. Og der er mulighed for at få pebernødder og synge med julemanden. 

Gorm Skånstrøm og hans hustru, Kirsten, har også kontaktet børnehaver og dagplejemødre.

At det er om formiddagen, er der en helt speciel grund til:

- Forældrene er så stressede om eftermiddagen, at de har ikke tid til at komme nogen steder. 

Gorm Skånstrøm har været julemand siden 1977, hvor Bakkens Pjerrot, Ib Groth Rasmussen, inviterede ham med til Julemændenes Verdenskongres. 

Og siden dengang har han hvert år været julemand på Dyrehavsbakken og kan næste år fejre 40 års jubilæum.

I 2012 blev Gorm Skånstrøm kåret til Årets Julemand.

Julemandens kone, Kirsten.
Julemandens kone, Kirsten.
Foto: TV 2 Kosmopol

Den titel betød, at han blev inviteret til Japan.

- Det var den japanske julemand, der inviterede os, forklarer Gorm Skånstrøm, som siden har været i Japan yderligere to gange for at underholde på børneinstitutioner og plejehjem.

Men hvorfor bruge så megen energi på at være julemand. Og ligefrem invitere fremmede mennesker hjem i den juleudsmykkede forhave fire gange om ugen?

- Jeg elsker at glæde andre. Og børnene… der er jo ikke noget skønnere end at se børnenes øjne, når de ser julemanden, forklarer han over telefonen. Ja, sådan en er julemanden udstyret med nu om dage.

Han er også udstyret med en ny hofte. Den har haft en lidt begrænsende effekt:

- Alle de steder, jeg normalt ville gå ud og lege med børnene, det har jeg måttet aflyse i år. Og når julemanden ikke kan komme til børnene, så må børnene komme til julemanden, siger Gorm Skånstrøm.

Besøg julemanden og hans kone i Hørsholm

Adresse: Slotsbakken 69, Hørsholm
Hvilke dage: Mandag, tirsdag, torsdag og fredag.
Hvornår:  9.30 -11.00. 
Pris: Gratis

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik