Julegudstjeneste aflyst: Nyvalgt borgmester blander sig udenom

Det er op til Gribskolen selv at afgøre, om man vil have julegudstjeneste eller ej, siger kommende borgmester.

Skoleledelsen på Gribskolen i Græsted er i sin gode ret til at beslutte at aflyse julegudstjenesten. Det mener Gribskovs kommende borgmester, Anders Gerner Frost, Nytgribskov.

Han mener ikke, at det er en sag for hverken borgmester eller byråd, skriver nyhedsbureauet Ritzau.

- Nogle gange skal vi som politikere passe på med ikke at blande os for meget, siger han. 

Det er skolens pædagogiske udvalg, der har valgt at lade den årlige julegudstjeneste for børnene "glide ud". Det sker af hensyn til børn med en anden tro end den protestantiske. 

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har på Facebook kaldt beslutningen for "en ommer". Men kommunens kommende førstemand er ikke enig.

- Som privatperson synes jeg, at jul og kristendom er en rigtig vigtig værdi. Men som kommende borgmester og leder af en stor arbejdsplads vil jeg stå ved det, jeg sagde i valgkampen: Nemlig, at skoleledelsen og bestyrelsen skal have kompetence til at prioritere og tage beslutninger om, hvilken vej de vil med skolen, siger Anders Gerner Frost til Ritzau.

Bør cleares med bestyrelsen

Hvis han endelig skal finde noget at sætte en finger på, er det, at beslutningen er truffet alene af skolens ledelse.

- Det er en værdibaseret beslutning, man har truffet. Hvis jeg endelig skal sige noget, så er det, at man bør cleare sådan en beslutning med skolebestyrelsen, siger Anders Gerner Frost.

- Havde man gjort det, så tror jeg ikke, at den her sag ville have fået så meget omtale, siger han. 

Beslutningen om at aflyse julegudstjenesten er faldet flere byrådspolitikere for brystet. Det gælder blandt andet Brian Lyck Jørgensen (DF).

- Jeg vil nu spørge børneudvalgsformanden og borgmesteren, om det er os danskere, der skal rette ind efter et mindretal, eller om vi forsat skal leve efter den kristne tro, når vi bor og lever i et kristent land, skriver han på Facebook.

Børneudvalgsformand Trine Egetved-Sørensen (K) har ligeledes tilkendegivet, at hun er uenig i skolens beslutning. Det samme har nuværende borgmester, Kim Valentin, Venstre.

Skolebestyrelsen har indkaldt til et ekstraordinært møde om sagen på torsdag.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik