Hjertevarm julehistorie fra Mændenes Hjem er et viralt hit

Mændenes Hjem har fået en noget usædvanlig julegave. Giveren kommer også forbi og laver mad den 23. december.

Et sandt juleeventyr udspiller sig lige nu på Mændenes Hjem i Istedgade i København. 

Den selvejende institution, der hjælper hjemløse, stofbrugere og andre udsatte, blev for nylig ringet op af en kvinde, der sagde, at hun gerne ville give en gave til stedet. Kokken i køkkenet foreslog i først en omgang småkager eller en pose nødder, men det stod hurtigt klart, at kvinden i den anden ende af røret havde noget større i tankerne.

quote Det betyder, at så kan vi bruge de 60.000 kroner på noget andet, og det er jo fantastisk. 

Ivan Christensen, forstander

I dag laver kokken i køkkenet mad i en spritny industriovn til 60.000 kroner.  

- Vi kan nogle gange stå i den situation, at vi først skifter ting ud, når de slet ikke kan mere. Når de er udslidte. Den gamle ovn var ikke helt udslidt, men den var så udslidt, at en ny ovn var det, vi kunne drømme om at få, hvis vi skulle være heldige at få en gave fra en venlig sjæl, siger Ivan Christensen, der er forstander på Mændenes Hjem i Istedgade.  

En dobbelt gave på et tørt sted

Gaven fra kvinden betyder ikke kun, at det bliver lettere og hurtigere at lave mad til de mange brugere i Mændenes Hjem. 

- Det betyder, at så kan vi bruge de 60.000 kroner på noget andet, og det er jo fantastisk. Så én ting er, at vi får en ny superovn, men samtidig får vi også mulighed for at få noget andet godt eller nyt et andet sted, siger Ivan Christensen. 

Juleventyret stopper dog ikke her. Kvinden vil nemlig gerne gøre noget mere for de hårdt prøver brugere af Mændenes Hjem. 

quote Jeg har lige snakket med hende i dag, og hun fortalte, at hele hendes lejlighed var fuldstændig oversvømmet, fordi hun er i gang med at lave julepakker til Mændenes Hjems brugere.

Ivan Christensen, forstander

- Hun kommer sammen med sin mand og to kokke den 23. december og hjælper med at lave julemenuen for Mændenes Hjems brugere. Der plejer at komme mellem 200 og 250. Samtidig har hun besluttet, at hun gerne vil donere alle de julegaver, vi plejer at dele ud til vores brugere, fortæller Ivan Christensen og fortsætter:

- Jeg har lige snakket med hende i dag, og hun fortalte, at hele hendes lejlighed var fuldstændig oversvømmet, fordi hun er i gang med at lave julepakker til Mændenes Hjems brugere.

Her fortæller forstanderen fra Mændenes Hjem historien om kvindens telefonopkald.

Velhaver vil gerne vise vejen

Men hvem er denne kvinde? Det spørgsmål stillede TV 2 Lorry forstanderen fra Mændenes Hjem. 

- Jeg ved, at hun tidligere har støttet forskellige aktiviteter i udlandet. Jeg ved også, at hun er velhavende, og at hun synes, det er en måde, hvorpå hun kan vise vej, hvis der er andre, der har mange penge. Hun vil gerne vise, at man faktisk godt kan gøre en forskel som velhaver.

Ivan Christensen er naturligvis begejstret for juleeventyret på Mændenes Hjem. Det samme er 52.000 facebook-brugere, der har smidt hjerter og tommelfingre efter historien på Mændenes Hjems facebookside. Her er den blevet delt over 3000 gange.

- Vi vil gerne fremme forståelsen for mennesker, der lever under svære livsbetingelser, og nettet kan nogle fantastiske ting. Så er der noget, sådan en gammel en som mig ikke forstår. Når tingene eksploderer, og der er 800.000, der har set et opslag. Det er ret sjovt. Det er hver 6. eller 7. i Danmark, der har haft mulighed for at forholde sig til den her historie.

Lad os slutte denne artikel med de samme ord, som afslutter opslaget fra Mændenes Hjem: Julen er startet tidligt i år.

 

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik