02:48

Joe & The Juice på eventyr: Omsætter for en milliard i år

Det københavnske café-koncept Joe & The Juice vil i 2018 runde én milliard kroner i omsætning, blandt andet ved at åbne 60 nye butikker på verdensplan

Café-konceptet Joe & The Juice har i de senere år gennemgået seriøs vokseværk.

Siden 2014 er der åbnet knap 180 butikker og alene i 2018 skal der åbne hele 60 mere på verdensplan.

- I og med at vi åbner de her 60 butikker på allerede eksisterende markeder, hvor vi har fået bevist, at vores koncept virker, gør det, at vi kan rulle ekstremt hurtigt, siger Sam Hasanpour, der er direktør for finansielle operationer hos juice-giganten. 

Læs også Nordsjællandsk gin hitter: Sælger for millioner

Juice for en milliard

Især vil Joe & The Juice udvide på det amerikanske marked, hvor de allerede har fået vind i sejlene på de sociale medier, da Justin Bieber uventet besøgte en af caféerne.

Indtil videre er det lykkedes at overføre det københavnsk udviklede koncept direkte til udlandet, også med de berygtede juicere bag disken.

- Selvfølgelig skal vi 'tweake' det nogle steder, amerikanerne har for eksempel en anden kultur end danskerne. Men de amerikanske medarbejdere sætter deres præg på Joe & The Juice kulturen, siger Sam Hasanpour.

Med de mange nye åbninger forventer Joe & The Juice at omsætningen vil vokse med mere end 150 procent på det amerikanske marked og dermed når de en milepæl: en totalt omsætning på én milliard.

Høj musik og tatoverede juicere

Iværksætter Martin Thorborg mener, at det er konceptet og kulturen i Joe & The Juices juicebarer, som driver dem frem så hurtigt. Den høje musik i samspil med tatoverede juicere kan skræmme nogle væk, men i sidste ende vinder de på det. 

Læs også Lakridskonge roser ambitiøs vingummiprins

- Man mister helt klart nogle kunder på det, som så kan gå over i de mere kønsløse forretninger, men dem der godt kan lide det, de vil altid være tro mod Joe & The Juice, og det er dem der får forretningen til at vokse eksplosivt, som man ser i øjeblikket, siger Martin Thorborg, iværksætter og direktør i Deniro.

Martin Thorborg er kendt som manden, der gjorde Jubii til en succes og solgte for flere hundrede millioner. Siden har han startet flere virksomheder, blandt andet Deniro hvor han er direktør nu.

Og han kan kende en guldkalv som Joe & The Juice, når han ser den.

- Jeg mener helt klart de har en guldkalv. Så længe folk gider høre høj musik og se på tatoverede fyre og drikke juice, så er der kun én vej og det er fremad, siger Martin Thorborg. 

Læs også Mamma Mia! Skamrost spisested femdobler sit overskud