Jubelår for festival-Danmark.

Roskilde slutspurtede overskuddet hjem, alle billetter blev revet væk til Skanderborg, Jelling og Skive - og Langeland melder om fremgang efter flere års millionunderskud, skriver Urban.

Buldrende finanskrise, rekorddyre billetter og endnu dyrere
rock- og popstjerner har ikke kunnet spænde ben for de danske
festivaler i år.De mørke skyer var ellers trukket op på det
oppumpede koncertmarked, inden Jelling Musik Festival sparkede
årets festivalsommer i gang.

Men landets fem største festivaler
- Roskilde, Skanderborg, Jelling, Skive og Langeland - kan alle
melde om masser af gæster og stor omsætning, skriver
Urban.Formand for festivalernes sammenslutning FestivalDanmark,
Henrik Bondo Nielsen, er glad.

»Denne sommer viser, at der stadig
er behov for festivaler, og folk efterspørger stadig at melde
sig ud af det almindelige samfund og ind i festen. Men det er
vigtigt at adskille festival-markedet og koncertmarkedet. De
færreste tager til festival kun for musikken, og der er ikke
kommet flere festivaler til, så konkurrencen er den samme.

Modsat på endagskoncerterne, hvor konkurrencen er hård, og
rigtig mange byer på det seneste har hevet store navne til for
at komme på kulturlandkortet,« siger Henrik Bondo Nielsen til
Urban. Han mener, at folk har ventet lidt længere tid med at
købe festivalarmbåndet i år - mest tydeligt på Roskilde
Festival, hvor en flot slutspurt reddede et ellers faretruende
sløvt billetsalg.

DrukrekordLedelsen for Roskilde Festival har endnu ikke fået
lagt alle tal sammen efter en solvarm fest med lidt over 80.000
solgte armbånd og endagsbilletter, men Henrik Bondo Nielsen -
der også er bestyrelsesmedlem for Roskilde Festival -
garanterer, at bundlinjen giver et plus.

Sådan ser regnestykket
også ud på netop overståede Skanderborg Festival med totalt
udsolgt og 48.000 tørstige gæster, der ikke alene tørlagde
festivalen for alko-cider allerede på førstedagen, men også
kørte rekordmange øl og shotsrør i svælgene. Alt i alt slog
omsætningen sidste års rekord.

At det så kun bliver til et rundt
nul på bundlinjen skyldes millioninvesteringer i blandt andet
nyrenoverede scener, forklarer festivalformand Claus Visbye til
Urban.Langelandsfestival har i flere år kæmpet med millionstore
underskud og blev heller ikke udsolgt i år, men festivalejer
Allan K. Petersen glæder sig over 25.000-30.000 gæster, og han
tror derfor på overskud i år.

Trofast publikumOverskuddet er helt sikkert i hus ved
Limfjorden, hvor 25.000 - og det er udsolgt - købte billet til
Skive Beach Party, der endnu ikke har lagt alle tal sammen, men
forventer at slå sidste års omsætning på 22,6 millioner kroner.
På Jelling Musik Festival stoppede de udsolgte tælleapparater
også ved 25.000 gæster og en omsætning, der efter al
sandsynlighed har rundet de 30 millioner kroner, fortæller
talsmand Lars 'Charlie' Mortensen til Urban.

»Det er det bedste
år nogensinde, og det foreløbige skøn er en omsætning 10-12
procent større end sidste års rekord. Det er meget positivt og
viser bare, at vi har et meget trofast publikum, der kan mærke
sjælen i festivalerne med alle de frivilliges store arbejde. Den
eneste trussel, jeg kan se for festivalerne, er, hvis priserne
på de store navne trappes yderligere op,« siger Lars 'Charlie'
Mortensen.