Jubel i Gundsølille: Første storkeunge udklækket

I storkereden i Gundsølille ved Roskilde har en familieforøgelse tiltrukket sig særligt meget opmærksomhed fra entusiasterne.

Et gammelt ordsprog siger, at storkeæg i rederne hos den stolte fugl er en forårsbebuder.

En fortsættelse på ordsproget kunne meget vel lyde, at sommeren er nær, når storkeungerne udklækkes.

Hvis det holder, så er det frem med de korte bukser og klipklapperne.

I Gundsølille nær Roskilde er der nemlig godt nyt i storkereden, hvor storkeparret Ida og Emil den seneste tid har udruget hele seks æg.

Det skriver storkenes største fans – storkene.dk.

- Øjeblikket, når der kommer storkeunger til verden, er et af forårets store highlights for storkefans. Men for storkeparret, der nu i en god måneds tid har ruget på de seks æg, indvarsler det dog en stressende periode.

- Mens storkene i rugetiden har kunne slappe af og sove dagen lang, hvis det var det de ville, vil de næste par måneder blive en evindelig kamp for at mætte de op til seks glubske storkeungers maver, siger storkeentusiasten Merete Carøe fra Storkene.dk.

Her ses det første billede af den lille ny storkeunge.
Her ses det første billede af den lille ny storkeunge.
Foto: Jess Frederiksen / Storkene.dk

Skrøbelig tid forude

Hun konstaterede ved selvsyn søndag, at der var unger i reden. Og hun glæder sig meget over de nye storkeunger.

- Lige nu, er jeg bare glad, men jeg ved også godt, at de næste par måneder til tider bliver lidt for spændende. For hvis ikke vejret arter sig, kan ungerne dø af enten sult eller kulde, og derfor kan man ikke lade være med at holde et ekstra godt øje med vejrudsigterne her i maj og juni måned, siger Merete Carøe.

Kun tre danske storkepar

Der er i år tre storkepar i Danmark, hvilket er et mere end i 2018.

I Smedager ved Tinglev forventes der storkeunger i den kommende uge, mens det endnu er usikkert, om det nye tredje danske storkepar i Vestjylland, får held med deres yngleforsøg.

Vejret spiller som altid en afgørende faktor for storkeungerne, der både behøver tørt og varmt vejr og masser af føde.

Men ingen af delene må der være for meget af – for tørt vejr betyder nemlig for hård jordbund, som vanskeliggør storkenes fødemuligheder.

Samtidig må det heller ikke være hverken for vådt eller køligt i vejret, da ungerne efter to uger ikke kan ligge under forældrenes vinger, og derfor kan risikere underafkøling.

- En sommer med en god kombination af sol og byger, er nærmest optimal for et storkepar, der skal opfostre et kuld meget forslugne storkeunger. Et storkepar skal nemlig indsamle op imod 500 kilo føde til ungerne, fra de er små dunede unger som nu, til de flyver af reden i juli måned.

I starten er fødeemnerne primært orme, men efterhånden som storkeungerne vokser, skal de have større emner såsom padder, mosegrise og mus, siger Jess Frederiksen, der er formand for Storkene.dk.

Herunder ses storkene vogte over reden i 2018, hvor Ida også lagde æg:

 

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik