Journalist på magisk badetur: ”Psykedelisk oplevelse helt uden stoffer”

Forventningen om at se det fantastiske morild lokker hundredevis af folk til Jyllinge og Roskilde Fjord.

Naturens eget lysshow – havets svar på nordlys! Lige her i Lorryland. Hvor pirrende kan det blive?

Lørdag fortalte vi på tv2lorry.dk, at flere seere havde observeret det spektakulære naturfænomen, morild, i Roskilde Fjord. 

Begejstrede øjenvidneberetninger fra blandt andet Allan Johanson, der havde set morild ved Veddelev Havn, vakte denne journalists nysgerrighed. 

Så da klokken ramte 22.00 lørdag aften, blev bilen pakket med eventyrlystne københavnere og kursen sat mod Veddelev. 

Morild kunne ses flere steder i weekenden.

Og vi var bestemt ikke de eneste, der havde fået den tanke at opleve det selvlysende vand ved selvsyn. Efter motorvejsafkørslen ved Roskilde kørte vi nærmest i kortege mod Veddelev. 

Ved havnen var der næsten trafikkaos med biler, der ledte efter en parkeringsplads på den normalt så stille havn. 

Men stemningen var høj og folk småsnublede forventningsfulde i bælgravende mørke, kun hjulpet lidt på vej af små, forkølede iPhonelygter. 

Allerede ude i horisonten kunne man se et blågrønligt skær over havet, og da man kom tættere på, lyste små bølgetoppe hele Roskilde Fjord op. 

Morild er lysende alger, der bliver aktiveret ved bevægelse. Derfor måtte denne journalist også forsøge, med hele kroppen, at aktivere vandet. 

Jyllinge Havn lørdag aften - billedet er lavet med to minutters lukketid på kamera. 
Jyllinge Havn lørdag aften - billedet er lavet med to minutters lukketid på kamera. 
Foto: Byrd / Steven Knap
Det er meget svært at tage billeder af morild. Og man kan ikke bruge en iPhone. Dette er et billede af TV 2 Lorrys udsendte badereporter. Vi skal beklage den enormt dårlige billedkvalitet. 
Det er meget svært at tage billeder af morild. Og man kan ikke bruge en iPhone. Dette er et billede af TV 2 Lorrys udsendte badereporter. Vi skal beklage den enormt dårlige billedkvalitet. 
Foto: Line Bødker

Og dét kan anbefales. Jeg har aldrig før følt mig tættere på en magisk verden. Alle bevægelser efterlod imponerende lysglimt. 

Massiv psykedelisk oplevelse helt uden stoffer! 

(Artiklen fortsætter under faktaboksen)

Hvad er morild? 

- Morild er et lysfænomen, der opstår i saltvand med særlige algetyper.

-  De lysende alger er ikke farlige eller giftige. 

- I Norden er det algen Noctiluca, der laver det sære lys i vandet. Noctiluca er en lille encellet og kugleformet alge, der reagerer ved at udsende et lysglimt, når den bliver forstyrret, fx når et skib bryder havoverfladen, eller hvis man tager et svømmetag i vandet.

- Jo varmere vandet er, jo hurtigere formerer algerne sig. En vandtemperatur på 18-20° giver de bedste betingelser for algerne, og de bliver hurtigt så mange, at deres lysglimt virker som et glimtende lyshav.

- I Norden er morild derfor mest almindelig sent på varme somre, når havvandet er blevet varmet godt op. Den enkelte alge udsender et lysglimt, der varer ca. 0,1 sekund.

- Det er stadig en gåde, hvorfor algerne reagerer med lys, når de bliver forstyrret. Højere udviklede dyr, der udsender lys, har normalt en god grund til det. Fx bruger dybhavsfisk lys til at lokke bytte til eller til at blænde byttet med. Andre dyr bruger lys til at sende signaler til artsfæller. Algerne har ikke umiddelbart nogen grund til at lyse – den er i hvert fald ikke fundet endnu. Det kunne være en forsvarsmekanisme, men da algerne kun producerer lys i mørke, ville de altså være forsvarsløse i dagslys, og det giver ikke biologisk mening. Så lyset må have en anden betydning, mener forskerne.

Kilde: Illustreret Videnskab. 

Efter offentliggørelsen af denne artikel er vi blevet kontaktet af Hans H. Jakobsen, der er seniorforsker på Aarhus Universitet. Han siger, at research på universitetet har påvist, at der i Roskilde Fjords tilfælde er tale om den lysende alge Gonyaulax scrippseae

Fjordvandet var dejlig lunt, det føltes faktisk lunere end luften, og der var da også mange andre nysgerrige, der fandt vejen ud til badebroen. 

Og der stod vi, midt om natten, med stjernebestrøet himmel over os og blåt, selvlysende havvand rundt om os og lod os overmande at naturens storhed. 

For morild ér stort - ved nærmere eftertanke, vil jeg mene, at det er lige så stort som nordlys, måske endda større, for her kan man røre og være midt i det. 

Morild ved Jyllinge havn
Morild ved Jyllinge havn
Foto: Byrd / Steven Knap

En kvindelig og rutineret morild-bader oplyste til TV 2 Lorrys udsendte, at der har været selvlysende alger i Roskilde Fjord de seneste tre uger. 

De kommer typisk om sensommeren, når vandtemperaturen er over 18-20 grader. Og nej, denne typer alger er ikke giftige, så man kan roligt nappe sig en tur i bølgerne. 

Morild ved Veddelev Havn lørdag aften. 
Morild ved Veddelev Havn lørdag aften. 
Foto: Caroline Rye Jensen

Så er man til naturoplevelse af den helt store slags, så tøv ej. Pak badetøjet og familien og sæt kursen mod Roskilde Fjord. 

Vi besøgte Veddelev Havn i går, men vi har også fået billeder fra Jyllinge Havn, og vi har talt med kilder fra Helsingør, der har set morild ud fra Kronborg Slot i Øresund. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik