Journalen skrives på Bornholm

Hjemmearbejdspladser og samarbejde med Bornholms Hospital skal nu afhjælpe mangelen på lægesekretærer på de nordsjællandske hospitaler.

Det sker, når hospitalerne i løbet af de næste par måneder får indført såkaldt digital diktering, skriver Frederiksborg Amts Avis.
Den ny teknologi bliver indført på hospitalerne i Helsingør, Frederikssund, Hørsholm og Hillerød frem til 3. februar 2009.
Samtidig er de nordsjællandske hospitaler ved at forhandle en aftale på plads med Bornholms Hospital om, at lægesekretærerne i roligere perioder på klippeøen kan skrive de nordsjællandske journaler, oplyser projektleder Liselotte Rasmussen.
De sidste par år har der manglet 20-25 lægesekretærer på de nordsjællandske hospitaler. Via det digitale dikteringssystem kan lægerne indtale deres diktater til databasen, hvorefter sekretærerne aflytter lydfilen og indskriver diktatet i det dertil beregnede program.