Jonas er Danmarks kagekonge: Så flotte er hans kager

Jonas Dahl Grue fra La Glace i København lavede hattrick og tog guldet med hjem i alle tre kage-kategorier i Danmarks Bedste Brød og Kager.

En tørkage med karamelliseret valnøddebund, ribskaramel og mælkechokoladeganache.

En kransekage med citron, citrongele og citrontimian.

Og en tærte med rød mørdejsbund, macadamia mazarinmasse, karameliseret æblekompot med brunet smør og ribsgele. 

quote Man har næsten ikke turdet håbe på tre gange guld.

Jonas Dahl Grue, La Glace

Sådan lyder opskriften på Jonas Dahl Grues trefoldige sejr i finalen i Danmarks Bedste Brød og Kager. 

Han løb nemlig med guldet i alle tre kage-kategorier: Tørkager, kransekager og tærter. 

- Det er fuldstændig fantastisk. Overvældende. Og voldsomt, siger den glade vinder til TV2 Lorry. 

- Man stiller op i håb om at vinde, men man har næsten ikke turdet håbe på tre gange guld. Så jeg er meget glad.

Danmarks bedste kransekage og tørkage
Danmarks bedste kransekage og tørkage
Foto: Anders Grabow

quote Marianne Stagetorn sagde til mig: 'Mor er stolt.'

Jonas Dahl Grue, La Glace

Jonas Dahl Grue er 24 år og kommer fra Lyngby.

Han har været i lære hos det københavnske konditori La Glace i et år. 

- Chefkonditoren gav mig et kæmpe kram og sagde 'Hold kæft, hvor er jeg stolt af dig,' og ejeren Marianne Stagetorn sagde til mig: 'Mor er stolt,' fortæller Jonas Dahl Grue. 

Et hårdt felt

I konkurrencen dystes der både i brød og kager, og i alt 425 produkter var sendt ind.

I finalen havde en jury skåret kage-feltet ned til 30 finalister - 10 i hver kategori.

- Først annoncerede de vinderen af tørkager, så kransekager og til sidst sagde de: 'På førstepladsen i den sidste kategori har vi, med et hattrick, Jonas Dahl Grue fra La Glace,' fortæller vinderen stolt.

Han beskriver øjeblikket, hvor han blev annonceret som vinder af alle tre kage-kategorier, som en "excitement explosion."

Danmarks bedste tærte.
Danmarks bedste tærte.
Foto: Anders Grabow

- Dommerne sagde, at kagerne smagte helt fremragende, og at de både var flotte, æstetiske, nytænkende og, ja, de sad lige i skabet. Det var en flot kagestime, jeg havde ramt, sagde de.

Lange nætter ved køkkenbordet

Det er første gang, Jonas Dahl Grue deltager i konkurrencen Danmarks Bedste Brød og Kager, som er en af de største og mest anerkendte kagekonkurrencer i Danmark. 

Og det har krævet en del forberedelse, hvor han har stået til langt ud på natten og lavet kage. 

- Det har været nogle lange dage, men det er det hele værd nu, siger han. 

I aften skal det fejres - dog ikke med kage.

- Jeg tror, jeg skal drikke en masse champagne og spise noget god mad. Kage venter jeg med, til jeg skal på arbejde igen i morgen, siger Jonas Dahl Grue.

Her er alle kategorierne, der dystes i - og vinderne

I Danmarks Bedste Brød og Kager konkurreres der i 2017 i syv forskellige kategorier. Her er årets kategorier og vindere:

Brød:
  • Madbrød/ready to eat - Marc Pabst, Pabst Bakery i Maribo
  • Fuldkornshvedebrød - Alex Gustavson, Byens Brødhus i Sønderborg
  • Rugbrød - Dennis Andersen, Klosterbageriet i Løgumkloster
  • Specialbrød - Mikkel Hansen, Pompei i Ribe
Kager:
  • Bagt tærte - Jonas Dahl Grue, La Glace i København
  • Kransekagestykke - Jonas Dahl Grue, La Glace i København
  • Tørkage - Jonas Dahl Grue, La Glace i København
En jury har skåret feltet ned fra 425 indsendte produkter til de ti bedste produkter i hver kategori.

De 70 produkter mødtes til finalen den 3. oktober.

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik