Job som stripteasedanser eller chauffør. Måske noget helt tredje.
John Risager bryder ud i et grin.
- Jo, altså, det var jo for at skrive noget lidt utraditionelt. Måske kunne overskriften fange nogens opmærksomhed, siger han om den indrykkede annonce i en lokalavis.
Respons har der også været. I eftermiddag skal han til jobsamtale. Godt nok ikke til et job som stripper, men chauffør på en planteskole ikke så langt fra hjemmet i Store Tårneby i Stevns.
John Risager mangler nemlig et job. Det til trods for, at han gik på pension for tre år siden.
Jobbet har han brug for, så han kan få kureret en feber, han har lidt noget så grusomt af gennem de seneste år af sit liv.
Trods to års jordomrejse med rygsæk, arbejdsophold på et hotel i Nordøstgrønland og i alt 114 besøgte lande har den 68-årige kronisk rejsefeber: En udlængsel, der kræver lidt mere kapital, end en almindelig folkepension kan levere.
Solgte alle ejendele for at rejse
Derfor solgte John Risager i 2015 stort set alt, hvad han ejede, så han kunne rejse jorden rundt med rygsæk.
- Jeg har haft den drøm, siden jeg var i 20’erne. Så opstod der visse forhindringer så som at blive gift og børn og arbejde og den slags. Da jeg så blev pensionist og stadig havde godt helbred, så tænkte jeg: ”Hvad er det værste, der kunne ske?”
John Risager er lige kommet hjem fra en cykeltur, da TV 2 Lorry fanger ham over telefonen. Når han er i Danmark holder han sig aktiv ved at tage en daglig cykeltur på 12 kilometer omkring hjembyen på Stevns.
Her cykler han rundt i landskabet, hvor han gennem 26 år kørte rutebil for det lokale busselskab. Dengang vidste han allerede, at pensionisttilværelsen skulle gå med at rejse rundt i verden.
- Da jeg så fik min pension, sagde jeg min lejlighed op, solgte alt, hvad jeg havde, og tog af sted. Allerede før pensionen havde jeg planlagt, at jeg ville ud og se verden, siger John Risager.
Gennem Nordkorea, Somaliland og Venezuela
Første trek gik med rygsæk østpå. Med tog og færge rejse han fra Sverige og hele vejen til Filippinerne gennem blandt andet de baltiske lande, Rusland, Japan, Nordkorea og Kina.
- Nordkorea var specielt. Men jeg rejste jo med åbent sind og fulgte hvert lands traditioner, love og regler. Skulle man bukke for Kim Jongs statue, så gjorde man det. Det var ikke det store problem for mig.
Siden gik turen videre til Australien og New Zealand, derefter blandt andet Indien, Pakistan og Iran, og via Østafrika fik rygsækken ben at gå på i Sydamerika, Mellemamerika og Caribien, hvor han blandt andet var i Cuba, da Fidel Castro døde. Til sidst gik turen via Nordamerika og siden Grønland og Island hjem.
- Somaliland var interessant og værd at besøge, selvom der kun var meget få turister. Venezuela var også spændende, selvom jeg havde lidt problemer med politiet derovre, fordi det er meget anspændt og korrupt for tiden.
De fleste overnatninger skete på hostels eller hjemme hos private gennem Airbnb. Kun de meget lange, oversøiske distancer blev forceret i flyvemaskine. Ellers stod det på bus, tog, færge eller gåben.
- Jeg var ude i en bustur i Filippinerne på 46 timer. Det var lige til den lange side, siger han.
Artiklen fortsætter efter billedet...
Alder ingen undskyldning
Siden sin første lange rejse har John Risager holdt foredrag i forsamlingshuse og på biblioteker i lokalområdet.
Her møder han ofte andre pensionister, der inspireret af Johns fortællinger lufter idéen om selv at tage ud med rygsækken. De færreste ender dog med at gøre alvor af ordene.
- Jeg har også mødt mange unge mennesker ude i verden, der drømmer om det samme, men aldrig har haft muligheden. Når man er dansk pensionist, så har man faktisk muligheden for at gøre det, siger John Risager.
- Så spørger jeg, hvad forhindrer dem i at rejse ud og gøre det. De siger penge, men de har penge nok. Så siger de ”åh, vi er også for gamle.” Nej, siger jeg så. Jeg mødte en dame på 84, der rejste med rygsæk sammen med sin datter og børnebørn. Det er er heller ikke alderen, der holder en tilbage.
- Man har ét liv her på jorden, og så skal man udnytte det så godt, man kan. Hvad er det værste, der kan ske? Nå ja okay, i værste fald kan man blive slået ihjel. Men det sker jo ikke.
Artiklen fortsætter efter billedet...
En konstant udlængsel
Da John Risager vendte hjem fra jordomrejsen i 2017 varede det ikke længe, før udlængslen sendte ham af sted på ny.
Fra april til september arbejdede han nemlig som chauffør for et hotel i Nordøstgrønland, mens han sparede penge op til sin næste tur.
Store dele af Vestafrika havde han stadig til gode at besøge, så de blev besøgt over nogle måneder denne vinter, en tur der sluttede i Sierra Leone.
Efter endnu en omgang som hotelmedarbejder i Grønland er John Risager nu tilbage på Stevns, hvor han allerede har planlagt sin næste store rejse: En tur rundt om Sortehavet med tog.
- Jeg skal gerne med et fly til Istanbul, hvor det så med tog skal gå videre til Bulgarien og den vej rundt om Sortehavet til Ukraine og Rusland. Jeg vil forsøge at komme ind til Krimhalvøen og opleve det. Så vil jeg rejse tilbage til Tyrkiet via Georgien, Armenien og Aserbajdsjan, siger han og konstaterer:
- Der er ingen tvivl om, at jeg har en udlængsel, der er nogenlunde konstant.
Og det er så her, jobannoncen kommer ind i billedet. Det meste af finansieret af arbejdet i Grønland, men de seneste penge mangler, så turen kan realiseres.
- Jeg tager, hvad der nu vil byde sig. Jeg ved godt, at jeg næppe bliver direktør inde hos A.P Møller.
Og hvis de så rent faktisk ringer inde fra et stripklub på Vesterbro, der står og mangler en lettere aldrende mandestripper?
- Så vil jeg nok udbede mig lidt betænkningstid, siger han og griner.
I maj 2017 besøgte TV Øst John Risager. Du kan se det indslag her.
