02:32

Torben bor i spøgelses-højhus: "Huset kan sagtens bevares"

Et højhus på Amager står til at blive nedrevet, og de fleste beboere er allerede flyttet ud. Men flere bor tilbage og ønsker ikke at flytte.

Udsigten fra lejligheden på 11. etage er ifølge Torben Joensen en af de allerbedste i byen. Helt heroppe fra kan han se himlen og byens tårne.

Her er han glad for at bo. Der er fin altan - og den lille toværelses har han råd til at betale.

Jeg vil gerne genhuses, men jeg så allerhelst, at huset blev bevaret - for så dårlig stand er bygningen altså ikke i, og der er mangel på lejligheder i København.

Torben Joensen, Beboer, Amager.

- Jeg vil gerne genhuses, men jeg så allerhelst, at huset blev bevaret - for så dårlig stand er bygningen altså ikke i, og der er mangel på lejligheder i København, siger Torben Joensen til TV 2 Lorry.

Men selvom Torben Joensen kan lide sin lejlighed, så tyder alt på, at den snart forsvinder. For højhuset er bygget tilbage i halvfjerserne, og den gamle beton smuldrer. Huset er nu så slidt, at der ikke er nogen vej tilbage. Det bliver revet ned. 

- Jeg mener sagtens, at man kan renovere det op til en tålelig standard, som vi kan bo i, og som unge vil kunne bo i. Også uden, at det skal koste mange hundrede millioner, for det er jeg sikker på kan gøres billigere, siger Torben Joensen.

Læs også Højhus falder fra hinanden - men er endnu ikke revet ned

Han er en af omkring 50 mennesker i huset, som har ret til at blive genhuset, før bygningen bliver revet ned.

Resten af dem, der bor i bygningen har "korttids-kontrakter", som betyder, at de ikke har ret til at blive genhuset. Men Torben Joensen håber på, at noget kan nå at ske før maskinerne rykker ind og vælter bygningen.

Vi kunne selvfølgelig selv begynde at renovere og sætte i stand, men det ville bare betyde, at vi skulle investere et trecifret millionbeløb i huset, og det ville betyde huslejestigninger - og det har de mennesker, der bor der nu, ikke råd til at betale.

Bent Frederiksen, Direktør, Domea.dk

- Jeg gider sgu ikke hænge billeder op på væggene, hvis jeg skal være ude om et år. Det er en utryghed at bo her, hvis man ikke ved, hvad der skal ske.

Det er den almennyttige boligforening Domea, som ejer bygningen. Hos Domea havde de håbet på, at huset kunne blive, hvor det var.

Men udgiften til at renovere bygningen bliver alt for stor - for der er ikke økonomisk støtte at hente hos Byggeskadefonden. Derfor har man i stedet besluttet, at rive huset ned - for det kan man få økonomisk støtte til at gøre.

- Vi kunne selvfølgelig selv begynde at renovere og sætte i stand, men det ville bare betyde, at vi skulle investere et trecifret millionbeløb i huset, og det ville betyde huslejestigninger - og det har de mennesker, der bor der nu, ikke råd til at betale, siger Bent Frederiksen, der er direktør hos Domea.dk

Læs også Nyt højhus skal være højere end det højeste

Det går langsomt med at få folk genhuset. Blandt andet fordi beboerne vil have en billig lejlighed i lokalområdet.

- Problemet er, at der ikke er mange billige boliger i Københavns Kommune, og slet ikke i området der. Derfor er det hulens svært at få gjort, siger Bent Frederiksen.

Det er nu tre år siden, at man besluttede at rive huset her på Peder Lykkesvej ned. Men det står der endnu. Torben Joensen tager hver dag et ekstra kig op ad facaden. Deroppe på toppen er hans stue, køkken og altan. Det sted hvor han har sit hjem.