Johannes Lassen: Skuespillet skal sidde i kroppen

Johannes Lassen spiller hovedrollen i Gidseltagningen, og det er en rolle der har krævet en del forberedelse både fysisk og mentalt.

Forberedelsen til de to sæsoner af serien Gidseltagningen har været benhård.

Den måned lange forberedelse indbefattede både soldatertræning og et møde med en person, som har prøvet at sidde som gidsel i Syrien.

Vi vil gerne hen til en situation, hvor du tror på, at jeg ikke sidder ude i et studie i Værløse, men at jeg sidder i en kælder i Afghanistan

Skuespiller, Johannes Lassen

 - Jeg tror på, at der er en stoflighed, som sætter sig i det, og som gør at seeren afkoder det og tænker: 'Dét tror jeg på!' Vi vil gerne hen til en situation, hvor du tror på, at jeg ikke sidder ude i et studie i Værløse, men at jeg sidder i en kælder i Afghanistan, siger skuespilleren Johannes Lassen., der spiller hovedrollen i serien.

Han spiller karakteren Philip Nørgaaard, der er tidligere soldat, og har siddet som gidsel hos Islamisk Stat i Afghanistan. Da vi møder ham i første sæson er han imidlertid blevet leder af PETS's Terror Task Force og skal befri en gruppe gidsler, der befinder sig i metroen. 

Første sæson af Gidseltagningen var så populær at den blev solgt til 92 forskellige lande. Anden sæson, Gidseltagningen II, foregår på en færge og har premiere den 25. marts.

Træning med Livgarden 

Rollen som Philip Nørgaard, har været krævende. For Johannes spiller en garvet soldat og leder af en indsatsstyrke. Derfor har han som led i forberedelsen både talt med PET og trænet to og en halv måned med Den Kongelige Livgarde. 

- Der er jo både den fysiske del, hvordan ser en soldat ud, hvordan er han fysisk bygget op. Der var et helt træningsforløb i forhold til at bygge en troværdig karakter op. Der var mange ting, som jeg ikke vidste noget som helst om; hvordan giver man en ordre, hvordan du holder på et våben, hvordan man går ind i et rum, siger han.

Se hele afsnittet af Den perfekte fridag med Johannes Lassen herunder - eller lørdag aften i TV 2 Lorrys udsendelse klokken 19.30.

08:36

Kunst skal både underholde og give anledning til eftertanke. Sådan siger skuespiller Johannes Lassen, som tager os med til Kunsthal Charlottenborg og til dansk filmpremiere på Selvhenter, når han er gæst i Den Perfekte Fridag.

Luk video

Han mener, at det er yderst vigtigt for troværdigheden i serien, at man forsøger at komme så tæt på et ærligt udtryk som muligt.  

Den lange og minutiøse forberedelse gør, at han som skuespiller føler en sikkerhed i det, han laver. At han ved, at sådan bevæger en soldat sig, for han har selv prøvet det. Det går ikke, at man selv finder på eller 'leger soldat' forklarer han.

 - Hvis jeg skulle spille fodboldspiller ville jeg også gå ud at sparke til en fodbold rigtig mange gange, så det sidder i kroppen.

Mødet med Daniel Rye

Fordi Johannes' rolle i serien har været taget som gidsel i Afghanistan, havde han også et møde med Daniel Rye, der sad som gidsel hos Islamisk Stat i 13 måneder i Syrien. 

 - Det var meget overvældende. Der var ikke grænser for hvad han ville fortælle om, siger Johannes Lassen om mødet med Daniel Rye.

Nogle af de ting de talte om var blandt andet, hvordan dagligdagen er, når man bliver holdt som gidsel.

 - Noget af det han fortalte, som jeg tog med mig var, at man prøver at opretholde noget positivitet, man fortæller enormt mange vittigheder, man prøver ikke at gå ned med derouten, fordi halvdelen af dem man sidder sammen med er blevet likvideret foran øjnene på dig, fortæller han.

Samtalen med Daniel Rye gav Johannes Lassen et indblik i, hvordan hverdagen ser ud, og hvordan man prøver at holde modet oppe, når man holdes som gidsel.  

 - Alle de her ting er med til at sætte et aftryk i noget, som seeren aflæser som troværdigt - uanset om du har kendt en, som har siddet som gidsel, siger han. 

Johannes Lasen er gæst i programmet Den Perfekte Fridag, som du kan se lige her eller lørdag aften klokken 19.30 på TV 2 Lorry.

Gidseltagningen II

Gidseltagningen II har premiere den 25. marts.

 

Serien kan ses på Kanal5 eller streamingtjenesten Dplay.

 

Anden sæson foregår på en færge, og den er faktisk optaget på en rigtig færge.

 

Den første sæson af Gidseltagningen foregik i metroen, men blev optaget i et studie, hvor man havde bygget omkring 50 meter af en metrotunnel med dertilhørende byggeplads.

 



Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik