'Street Tours' på Nørrebro: Jine vil bekæmpe fordommene

00:21

De såkaldte 'Street Tours' har været en stor succes for unge mennesker, der får lov til at fortælle om deres barndom og hverdag.

- For det meste spørger folk ind til vores muslimske baggrund, når vi fortæller dem, hvor vi er fra. Så spørger de, om vi må have et arbejde, og om vores forældre er på kontanthjælp. Det er der mange, som tror om de fleste muslimske forældre, fortæller 16-årige Jine til TV 2 Lorry. 

Hun er én af i alt syv unge mennesker, som viser interesserede danskere rundt på Nørrebro.

Her fortæller de om deres opvækst og dagligdag, som, de ikke mener, er så slem, som den bliver gjort til i medierne.

- Vi fortæller, om de steder vi er opvokset. De steder, vi har oplevet en masse ting.  Det kan være en historie fra grønthandleren eller vores gård, supplerer veninden Muntas på 16 år, der også viser nysgerrige rundt i bydelen. 

Læs også FRAK hjalp 15-årige Toby: Nu har han to fritidsjobs

Konceptet kaldes 'Street Tours' og startede i januar 2017. Og der har været masser af interessede - faktisk så mange, at man nu også ønsker at udvide til Amager, fortæller daglig leder i Fritidsakademiet Mudi Jarkass til TV 2 Lorry. 

- Alle typer af mennesker deltager i turene. Vi har mange Politiken Plus-medlemmer og en del skolelærere, men det er også folk, som er vokset op på Nørrebro for 20 eller 30 år siden, og som nu synes, det er spændende at se, hvad der rør sig, forklarer han. 

Gør unge klar til arbejdsmarkedet

Flere kommuner har også vist interesse for tiltaget. Senest har Brøndby Kommune været i kontakt med Fritidsakademiet, som i år fik tildelt Finn Nørgaard-prisen for det ihærdige arbejde med at gøre udsatte unge klar til at tage et job. 

- Vi forsøger at give de unge en masse praktisk erfaring. Vi arbejder lidt som et vikarbureau, og så udvikler vi vores egne fritidsjobs. Det er Street Tours et eksempel på. Vi har også udviklet et koncept, der hedder 'Hyr lokale unge'. Så kan erhvervsdrivende i området få tilknyttet en ung, og det er nemt, for vi sender en faktura og ordner forsikringerne og det praktiske. Det er en måde, hvorpå vi forsøger at skabe nye fritidsjobs udover de klassiske i supermarkederne, fortæller Mudi Jarkass til TV 2 Lorry. 

Lige nu er cirka 90 unge tilknyttet Fritidsakademiet, der blandt andet samarbejder med gadefestivalen Distortion. 

Prisvindende projekt

Foreningen Finn Nørgaard giver på årsdagen for skudangrebene i København 2015 50.000 kroner til sociale formål. 

”Fritidsakademiet gør et væsentligt arbejde i forhold til at få unge på kanten af samfundet væk fra gaden og ind i meningsfulde fællesskaber, hvor de gøres jobparate og mindst lige så vigtigt: får nogle succesoplevelser, der kan give dem en tro på, at der findes et alternativ til det, de kommer fra. FRAK’s arbejde er derfor både kriminalitetsforebyggende og antiradikaliserende.”

 

Vi lærer at forberede os ordentligt

Pigerne er ikke i tvivl om, at deres fritidsjob som tourguider lærer dem en masse. 

- Man snakker med nogle mennesker, som man ikke har mødt før, så man lærer nogle nye personligheder at kende, siger Muntas.

Og Jine supplerer:

- Vi er fra Nørrebro, så vi taler selvfølgelig med lidt slang, men vi lærer at udtrykke os mere bevidst, når vi arbejder her. Vi styrker vores sprog, så vi bliver gode til at fremlægge i skolen, og vi lærer at forberede os ordentligt, siger hun. 

Begge svarer enstemmigt, at de har i sinde at forsætte i jobbet. De vil igen fremvise deres skolegård, deres baghaver og deres gader, når der er 48 timers kultur-festival på Nørrebro fra 28. til 30. april. 

Turene starter på Blågårds Plads og varer i cirka halvanden time. Det koster 120 kroner at deltage. Læs mere her

Projektet er et samarbejde mellem Fritidsakademiet, Det Gode Naboskab og Nørrebros Områdefornyelse.