02:53

Video: TV 2 Lorry

Jernmændene er ikke færdige med Helsingør

Helsingør Kommune får igen lov til at afholde den halve Ironman i byen. Det bliver i juni til næste år.

Flere tusinde svedende triatleter har for mindre end en uge siden løbet, cyklet og svømmet rundt i Helsingør. Og det kan de gøre igen til næste år.

I dag fik Helsingør Kommune nemlig besked om, at byen får lov til at gentage værtskabet af MD Ironman 70.3 European Championship.

Benedikte Kiær, konservativ borgmester i Helsingør, fortæller, at der er arbejdet hårdt på at fastholde begivenheden i byen, og at der var hård konkurrence med andre europæiske byer.

 - Jeg er stolt over, at vi som kommune kan være vært for et arrangement af den kaliber, siger hun.

Læs også Farum-kvinde henter sølv ved ironman-EM i Helsingør

Glad Ironman-direktør

Muligheden for at være vært to år i træk skaber også tilfredshed hos arrangørerne.

- At få muligheden for at benytte alle de erfaringer til at gøre næste års mesterskab endnu bedre er alt, vi som organisation kan drømme om, siger Thomas Veje Olsen, der er direktør for Ironman Danmark.

Hos Sport Event Denmark, der arbejder for at tiltrække store sportsbegivenheder til Danmark, har man bemærket de mange triatlonstævner på dansk grund de seneste år.

- Det er triatlonevents, som alle skaber folkefester og stor aktiv involvering af såvel elitedeltagere som motionister fra ind- og udland. Disse events er et stort plus for udbredelsen af triatlon i Danmark og for øget idrætsudfoldelse og bevægelse, siger Lars Lundov, der er direktør i Sport Event Denmark.

I 2018 afvikles ironmanstævnet i Helsingør fra 13. til 17. juni. Disciplinerne er 1,9 kilometer svømning, 90 kilometers cykling og 21,1 kilometers løb. 

Læs også Jernkvinde er Ironman-favorit: Camilla har fem EM-titler bag sig