Jernbane-skinne-skidt-skraberen gnaver sig igennem S-togsbanen

På en nat kan skinnefræseren slibe op til tre ton jern af skinnerne. I disse dage har den travlt på S-togsbanen.

Hvad er det, som er 44 meter langt og gult? Og som kun kører om natten med 1 km/t? 

Det er jernbaneskinneskidtskraberen, der helt korrekt og i daglig tale hedder en skinnefræser. 
Den har i øjeblikket travlt på S-togsnettet med at få skinner gjort forårsklar.

Fræsetoget skal fjerne en stor del af de revner, der opstår på kørekanten af skinnerne, inden de vokser sig store.

Det betyder, at skinnerne holder længere, og samtidig reducerer fræsningen risikoen for skinnebrud.

- Ved at fræse skinnerne, sørger vi for, at de kan holde længere. Det betyder færre hastighedsnedsættelser, færre skinnebrud og færre skader, der skal udbedres, siger Pernille Skovrup, vedligeholdelsesleder i Banedanmark i en pressemeddelelse. 

Sådan ser det ud, når der fræses kanter på skinnerne. 
Sådan ser det ud, når der fræses kanter på skinnerne. 
Foto: Banedanmark - pressefoto

Fræsehjulene på den 155 ton tunge skinnefræser kan fræse over en millimeter af togskinnen ved hver fræsning. Og da det normalt kræver mellem to til tre fræsninger, inden revnerne er forsvundet, betyder det også, at der fræses store mængder jern af skinnerne, når fræsetoget kommer forbi.

- På en nat kan toget fræse op til tre ton jern af skinnerne. Jernspånerne bliver herefter opsamlet, kontrolleret, sorteret og bearbejdet, inden de bliver genanvendt, siger Pernille Skovrup.

Det går langsomt, når fræsetoget sætter sine fire fræsehjul og to slibehjul i skinnerne. Når der fræses skinner, bevæger toget sig fremad med en hastighed på under 1 km/t.

Fræsetoget kører om natten, så togdriften generes mindst muligt. Om dagen bliver det renset.

Fræsetoget kører efter følgende plan:

26.-27. maj: Herlev-Ballerup
27.-28. maj: Herlev-Vanløse 
28.-29. maj: Glostrup-København H 
29.-30. maj: Bavnehøj-Vallensbæk
30.-31. maj: Vallensbæk-Hundige 

2.-3. juni: Ølstykke-Veksø
3.-4. juni: Ølstykke-Frederikssund
 

Fra den 26. til den 31. maj holder fræsetoget på Københavns Godsbanegård i dagtimerne. Den 2.-3. juni holder det i Herlev.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik