Jeppes hjemmestrik begejstrer kvinderne: "Alle er lige imponerede"

Hos strikkecaféen Woolstock på Østerbro imponerer Jeppe med sine evner. Caféen er én blandt flere, der kombinerer mad og fritidsinteresser.

På stole og i sofaer sidder cafegæster med kaffe, pinde og garn. 

På hylderne er der både citronkage og merinould. På væggen står der "Crossfit? I thought you said cross stitch?". Og fra loftet hænger der lige dele lamper og potteplanter.

Cafe Woolstock er muligvis det tætteste man kommer på en himmel for strikkeglade københavnere, og hvis man troede, at kunstarten er forbeholdt gråhårede kvinder, så kan man godt tro om. 

Her er knægte fra teknisk skole, nybagte mødre og så 23-årige Jeppe Stockholm. Kommende mejerist. Klædt i sort. Beredt med strikkepinde og lemonade. 

Har brugt flere år på Star Wars-dragt

Jeppe Stockholm er ved at strikke et tæppe. Og så har han færdiggjort et toårigt projekt med en kutte, som ligner én, man har set i Star Wars-filmene.  

Den er lavet af tre omgange, fordi han først har lært håndværket, som arbejdet er skredet frem.

Alle tilstedeværende er dog imponerede, for ingen har set så omfattende et nybegynderprojekt.  

- Da jeg startede med kutten, troede jeg egentlig, det skulle være en morgenkåbe. Der er ingen opskrift, fortæller han muntert. 

- Jeg strikkede fire stykker til hvert ærme. Et stykke til ryggen og maven. Og så to stykker til siderne. Så ville jeg sy alle de strikkede dele sammen til én dragt. Men det blev ikke rigtig godt, så jeg startede forfra, siger han. 

 

Projektet imponerer alle

Jeppe Stockholm har ligeledes gjort indtryk på indehaveren Louise Søgaard Johansen, som har svært ved at få armene ned. 

Da han kom ind af døren og ikke tog en computer frem - men strikkepinde - fattede hun straks interesse for manden. 

- Jeg fortalte alle kvinder, der var her, om ham. Og alle var lige imponerede, forklarer hun. 

- Jeg startede stedet her, fordi det var min egen interesse at strikke. Jeg havde ikke regnet med, at der ville komme så mange forskellige mennesker. Jeg troede, jeg havde skabt et feminint univers, og at her kun ville være strikkende kvinder over 40 år ligesom mig selv, siger hun glad. 

Den overbevisning er dog gjort til skamme. 

- Jeg manglede selv tid til at læse strikkeopskrifter og drikke kaffe, når jeg besøgte butikker med sygrej. Der var ingen steder, som lagde op til, at jeg kunne blive hængende i en halv time, forklarer Louise Søgaard Johansen om idéen bag sin café.
- Jeg manglede selv tid til at læse strikkeopskrifter og drikke kaffe, når jeg besøgte butikker med sygrej. Der var ingen steder, som lagde op til, at jeg kunne blive hængende i en halv time, forklarer Louise Søgaard Johansen om idéen bag sin café.
Foto: Frederik Alexander Vording - TV 2 Lorry

Nyt sted i rækken af temacaféer

Cafe Woolstock slog dørene op i juni måned og er én af hovedstadens mange, nye temacaféer, som skiller sig ud ved at kombinere fritidsaktiviteter med mad og hygge. 

Tanken er, at man kan medbringe sit eget garn eller købe noget nyt i caféen, hvor man samtidig kan hjælpe hinanden og udveksle opskrifter på strik. 

Og netop idéen om at komme hinanden ved tiltaler Jeppe Stockholm, der nu både kan strikke ret og vrang, som det hedder. 

- Det er jo nogle hyggelige oplevelser, og der kommer en masse folk, som man jo så også kan sidde og snakke med. Og som også synes, det er sjovt at strike, siger han. 

Han tager gerne helt fra Lyngby til Østerbro, og mange andre kommer ligeledes langvejsfra. Flere har opdaget stedet på det sociale medie Instagram.

5 temacaféer i hovedstaden

CREATIVE SPACE
Gammel Kongevej 154, Frederiksberg.
Her kan du male på alskens porcelæn.

KAJAKHOTELLET
Havkajakvej 2, Amager Strandpark
Her er både kajakkurser, udlejning og guidede ture. Og så er der kaffe i caféen.

BAISIKELI
Ingerslevsgade 80, Vesterbro
Cykelcafé med værksted, brugte cykler og kaffe. 

WOOLSTOCK
Præstøgade 2A, Østerbro
Strikkecafé med salg af garn og kage. 

SORT KAFFE OG VINYL
Skydebanegade 4, Vesterbro
Køb din nye musik eller snup en kop kaffe.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik