Jensby har bodyguard efter voldeligt overfald

Nordsjælland politi undersøger lige nu, om der er en sammenhæng mellem et voldeligt overfald på en person i kredsen omkring direktør Stein Bagger og hans forsvinden.

To mænd overfaldt manden uden for hans hjem. Nordsjælland politi siger til TV AVISEN, at han blev udsat for stump vold.
Hos IT Factory tager de overfaldet meget alvorligt. Bestyrelsesformand Asger Jensby har nu en sikkerhedsvagt ved sin side.
Det forklarer Asger Jensbys pressemedarbejder Erik Ove således: - Det er en ganske almindelig sikkerhedsforanstaltning, som hænger sammen med, at der er et menneske, som hævder, at han er medejer af det selskab ADIOS, som Stein Bagger ejer, og at han er blevet slået ned for en uge siden, tror jeg, det er nøjagtigt.
De to overfaldsmænd mødte op på privat adressen, slog ham i hovedet og på kroppen. Manden kom alvorligt til skade. Efter overfaldet blev han syet med flere sting.
- Så vurderede man, at det var klogest at formanden fik en vagt, som har været hos ham nu i to dage, tror jeg, siger Erik Ove til TV AVISEN.
Hos bagmandspolitiet, der efterforsker den økonomiske side af sagen, siger chefen Jens Madsen, at man er bekendt med, at der også er et voldsaspekt i sagen.
- Det har jeg godt hørt om og er bekendt med, men det er ikke noget, vi efterforsker i vores afdeling, siger han.
Nordsjællands Politi bekræfter, at det lige nu undersøger, om voldsepisoden har en sammenhæng med sagen om svindel i IT Factory og administrerende direktør Stein Baggers forsvinden.