Jan beskylder kommunen for at udlede spildevand i sin mose

- Det er noget forbandet svineri, siger Jan Gindrup,der har politianmeldt Egedal Kommune for ulovlig udledning af spildevand på hans adresse.

For to et halvt år siden købte Jan og Marianne Gindrup en gård med 26 tønder land på Farumvej i Stenløse.

Området indeholder blandt andet en tre hektar fredet og privat mose, som parret mener, Egedal Kommune har forurenet.

- Jeg er så sikker i min sag, at jeg nu har valgt at melde kommunen til politiet. Jeg har forhørt mig hos Miljøministeriet, Miljøstyrelsen og Natur- og Miljøklagenævnet. Ingen vil kigge på min sag, så nu er politiet min sidste udvej. Jeg håber, at de vil gå til bunds i det her, for Egedal Kommune har begået en klar ulovlighed, som jeg ikke vil stå model til, siger Jan Gindrup til Lokalavisen.dk.

Begyndte med vejarbejde

“Ulovligheden” - som Jan Gindrup omtaler - drejer sig om Egedal Kommunes vejarbejde i forbindelse med anlæggelsen af en ny cykelsti for cirka et år siden.

- Først og fremmest har vejarbejdet alene på vores grund betydet en total ændring af vej og grøftekanter langs vores 500 meter af vejen. Kommunen udskiftede et nedbrudt dræn ved et gammelt jordhul med et nyt 200 mm. dræn, der ligger direkte i den vestlige vejside og slutter i en brønd, hvor det gamle jordhul var. Herfra blev det gamle cementrør udskiftet med et nyt plastrør, der stikker ud af Farumvejs østlige skråning cirka femten meter fra og direkte ud i vores private mose. Til at håndtere det ekstra vand, der kommer fra en ny vej og cykelsti, er der anlagt faskiner under cykelstien. Dem har man forbundet med samme brønd, der udleder til mosen, siger Jan Gindrup til Lokalavisen.dk og fortsætter:

- Farumvej blev ud for vores grund skubbet mod vest, hvorved rabatten blev hævet over vejen. Det betyder, at det oprindelige naturlige fald mod marken i vest er forsvundet, og dermed dannes der ved regnvejr en stor sø på Farumvejs vestlige vognbane ud for mosen. Til at løse dette problem etablerede man udenfor den oprindelige plan en kloak, der også er tilsluttet direkte til udledningen i min mose og ny-udgravede sø. Længere mod Ganløse gentager historien sig, men her sker udledningen direkte i Bundså, som i perioden med asfaltlægningen var helt blå-violetfarvet. 

'Forbandet svineri'

Jan Gindrup mener, at Egedal Kommune istedet skulle have lavet et regnvandsbassin eller en pumpestation til et spildevandsanlæg.

- Vandet skal bare ikke fosse ud i min mose, siger han til Lokalavisen.dk. 

I dag kan Jan Gindrup konstatere, at mængden af trådalger er steget markant i mosen, hvilket han mener er et tydeligt tegn på kvælstof-udledning.

- Det er noget forbandet svineri. Da vi flyttede herud, havde vi en ren mose med et rigt dyreliv. I dag er mosen, som i øvrigt er EU-habitat for to frøarter, forurenet. Det ansvar ligger hos kommunen som følge af deres spildevand-udledning, siger Jan Gindrup til Lokalavisen.dk. 

Kommune svarer på kritik

Det er åbenbart nyt for Egedal Kommune, at Jan Gindrup har politianmeldt dem for ulovlig udledning af spildevand på hans adresse på Farumvej.

- Det kender jeg ikke noget til. Jeg ved heller ikke, hvorfor han har meldt os til politiet, siger Ingela Karlsson, centerchef for Teknik og Miljø i Egedal Kommune, til Lokalavisen.dk.

Hun vil heller ikke gå i detaljer med Jan Gindrups påstand om, at forureningen i hans fredede mose skyldes den vand-løsning, som kommunen har foretaget i forbindelse med anlæggelsen af cykelstien.

- Men jeg vil dog godt sige, at vi arbejder på at få løst afvandings-problematikken på Farumvej. Vi har modtaget et notat fra ingeniørfirmaet Niras, som vi kigger på, inden vi kommer med en konklusion, siger Ingela Karlsson til Lokalavisen.dk.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik