Ja til at betale for at køre i havnetunnel

En rund tyver for at køre uden om Københavns centrum på bunden af havnen.

Fortalerne for en langsgående havnetunnel fra Amagermotorvejen i syd til Helsingørmotorvejen i nord siger ja til regeringens ide om en brugerafgift for bilisterne, oplyser P4 København.
Regeringen vil indføre vejafgifter i en ny infrastrukturplan, bl.a. for den havnetunnel øst om København, der kan aflaste det trafikplagede indre af hovedstaden.
Bo Sandberg er socialdemokratisk folketingskandidat og sekretær for interesseorganisationen Københavner-tunnelgruppen.
Han så egentlig helst, at tunnelen var gratis, og at der kom en betalingsring uden om hovedstaden.
Men hvis brugerbetaling på havnetunnelen er det, der skal til, så okay:
- Hvis det er den model, der skal til for at løfte havnetunnelen, så er vi naturligvis klar til det. Det nytter ikke nøget, at vi står alt for stejlt i den sammenhæng, siger Bo Sandberg til P4 København.
Trafikforsker Alex Landex fra DTU tror, at brugerafgifter kan få bilisterne til at køre andre veje for at spare.
Men det tror Bo Sandberg ikke på, når det gælder en havnetunnel:
- Der er så meget trafik i København, og folk bruger så meget ekstra tid på at kæmpe sig igennem, så mange vil under alle omstændigheder vælge at køre uden om centrum og tage havnetunnelen, selvom de skal betale 10 eller 25 kroner, siger Bo Sandberg.
En meningsmåling som Gallup lavede for Berlingske Tidende i november sidste år viste dog, at kun fire ud af ti bilister, der oplever spildtid i trafikken, er klar til at slippe 20 kroner for at benytte en havnetunnel.