It-chef i region bad om dyrt stads i gave

I sag om bestikkelse afviser en tiltalt fra Region Sjælland, at han skjulte oplysninger om en særlig konto.

"Det er da for vildt, som de malker."

Sådan skrev en salgschef i it-selskabet Atea i en intern mail, da en ansat i Region Sjælland bad om at få cognac som julegave til sig selv og sin chef. "Dyrt stads", kommenterede salgschefen.

Forinden havde han modtaget en mail fra en it-chef i regionen: "Ikke for at ligge pres på dig, men nedenstående link ville være en god julegaveide til MSH og jeg" - og med et link til den ønskede spiritus. 

Flaskerne - "monsterflot æske", lød det anerkendende fra it-direktør MSH - blev ikke betalt af Atea, men derimod med penge, der stod på en særlig konto, som kaldes 2840, hos Atea. Det var penge, som var optjent som regionens bonus af køb hos Atea. Pengene tilhørte regionen, men blev administreret af Atea.

Dyre julegaver 

Beskederne om de fine dråber fremlægges af Bagmandspolitiets anklagere torsdag i Retten i Glostrup, hvor såvel it-chefen som it-direktøren og en it-udviklingschef i regionen er under anklage for at have ladet sig bestikke med middage på dyre restauranter og rejser til for eksempel Dubai.

På femte dag i straffesagen afhøres it-chefen for første gang. Var han bekendt med, at konto 2840 betalte for cognac'en, vil specialanklager Jørn Thostrup vide?

- Pas, jeg husker det ikke, svarer han - hvorefter hans forsvarer gør opmærksom på, at julegaven ikke indgår som et påstået kriminelt forhold i sagen.

Pengene på 2840 blev især brugt til køb af varer og konsulenter. En del gik også til at dække regninger efter besøg på restauranter, og det var helt i orden, lader den tiltalte forstå.

- Det kunne i princippet være hvad som helst, siger han om brugen af kontoens penge. 

Jævnligt fik han opgørelser over træk på kontoen, men han sendte dem ikke videre til regionens bogholderi. Han forsikrer dog, at han ikke skjulte oplysningerne for andre.

Konkurrence på banen 

I november 2014 var it-chefen i Dubai og så et Formel 1-løb med en håndfuld tidligere og nuværende Atea-chefer, som var langt fremme med at skabe et nyt selskab, 3Ait, der skulle gå i direkte konkurrence med Atea.

I Atea noterede en bekymret salgschef, at udbryderne i 3Ait havde "relationerne på plads" i forhold til it-chefen i regionen i forbindelse med et stort udbud. Men fra sin plads midt i retslokalet afviser it-chefen, at personlige relationer havde betydning.

- Overhovedet ikke. Udbuddet var relativt klart. Det var pris og intet andet, siger han.

På grund af en væsentligt lavere pris vandt rejsekammeraterne fra Dubai senere udbuddet, men dette blev dog kort efter aflyst.

FAKTA: Her er anklagerne om bestikkelse

Dubai, Las Vegas, Rom, Geranium, Era Ora og Søllerød Kro er nævnt som gerningssteder i anklageskrift.​

En sag om bestikkelse ved Retten i Glostrup er historisk på grund af omfanget. Et selskab og syv personer er under anklage. Her er påstandene fra Bagmandspolitiet, der desuden i en række tilfælde har rejst tiltale om underslæb:

* Atea A/S har fra januar 2009 til december 2014 gjort sig skyldig i bestikkelse af ansatte i Region Sjælland og Rigspolitiet. Det skal være sket 18 gange.

* Salgschef i Atea ydede bestikkelse i 16 tilfælde. Rejser til Las Vegas og Rom, middage på Geranium, AOC, Mash, Kong Hans, Era Ora og andre steder, desuden leverance af tv.

* Koncerndirektør i Atea ydede bestikkelse fire gange både for Atea og et ny selskab, 3Ait. To rejser til Dubai, middage på Geranium og The Paul.

* Salgsdirektør i Atea ydede bestikkelse tre gange både for Atea og for det nye selskab 3Ait. Rejse til Dubai, middage på Søllerød Kro og Hotel Frederiksminde i Præstø.

* Koncernchef i Atea ydede bestikkelse to gange både for Atea og det nye selskab 3Ait. To rejser til Dubai.

* It-driftschef i Region Sjælland modtog bestikkelse i 17 tilfælde. To rejser til Dubai, to rejser til Las Vegas, middage på Era Ora, Geranium, Kong Hans, AOC og andre steder.

* It-direktør først i Region Sjælland og derefter koncerndirektør i Rigspolitiet modtog bestikkelse seks gange. To rejser til Las Vegas, rejse til Dubai, middage på The Paul og Geranium samt leverance af tv.

* It-udviklingschef i Region Sjælland modtog bestikkelse fire gange. Rejse til Dubai og middage på Era Ora, Den Røde Cottage og Søllerød Kro.

Udbyttet strækker sig fra 393.000 kroner til 65.000 kroner. De fire Atea-chefer er ikke længere ansat i selskabet. Samtlige nægter sig skyldige.

Kilder: Anklageskrift og retsmøde.

/ritzau/


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik