Isbjørnen Lynn flytter ind i zoo: Èn hun var ikke nok til Nord

Fredag bød Københavns Zoo velkommen til et nyt familiemedlem: Isbjørn Lynn.

Fredag formiddag stak den østrigske hunisbjørn Lynn for første gang snuden ud i sit nye hjem i Københavns Zoo.

Her skal hun først falde til alene i sin egen indhegning - men ikke længe endnu.

Lynn er nemlig flyttet ind for at kunne give lidt ekstra selskab til hanisbjørnen Nord.

Hannerne er nemlig særligt sociale, og derfor er hunnen Noel ikke længere nok. Så nu er 6-årige og 250 kilo tunge Lynn kommet til undsætning. 

Bryder ind i et romantisk parforhold

Det er ellers ikke fordi, der har manglet kemi mellem det nuværende isbjørnepar, Nord og Noel:

- De ligger i ske sammen. Hannen ligger bagved med poterne over Noel. De finder gerne et sted, hvor der er en klippe på den ene side, så ligger de klods op ad hinanden og har det super, super skønt, fortalte dyrepasser Mette Krøll til TV 2 Lorry i sommer.

Men alle kan jo have brug for lidt alenetid. Og det gælder altså også Noel.

- Så derfor kan det være rart nogle gange, at man kan bytte lidt om, og hunnerne kan få en pause. Så har han en ny, han kan være sammen med, forklarede Mette Krøll i dag, hvor Lynn rykkede ind.

- Når vi snakker ude i naturen, så kan en han jo være heldig, at han møder flere hunner, som han parrer hen over sådan en parringssæson. 

Og nu får Nord altså mulighed for at være ligeså heldig - med lidt østrigsk hjælp.

TV 2 Lorry var på romantisk visit hos Nord og Noel i sommer. 

I isbjørnenes tempo 

Spørgsmålet er bare: Hvad hvis isbjønene ikke kan lide hinanden? 

- Det er jeg ikke i tvivl om, at de kan. Vi kan mærke det derinde på hannen, at han er klar til at møde hende, lyder det optimistisk fra Mette Krøll.

Selvom Lynn, Nord og Noel stadigvæk er adskilt, kan de nemlig allerede lugte hinanden.

Lige nu skal Lynn være i "karantæne", så de er sikre på, at hun er fri for orm eller bakterier. Derefter får de lov at snuse til hinanden med tremmer imellem, inden den rigtige "første date" finder sted.

- Vi tager det stille og roligt. Det er bjørnene, der skal fortælle os, hvornår de er klar til at møde hinanden, slutter Mette Krøll. 

Håber er, at de alle tre kommer til at kunne gå sammen på sigt.

Lynn går på opdagelse i sit nye hjem.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik