Lyngby-træner efter 0-1: - Det irriterer mig helt vildt

David Nielsen mener, Lyngby mangler fem procent for at tage skridtet videre og blive en del af top-6.

Lyngby tabte fredag 0-1 i oprykkerduellen med AC Horsens efter Kim Aabechs straffesparkscoring i anden halvleg.

Dermed mistede hjemmeholdet et skridt i kampen om at forblive i top-6 i Alka Superligaen, og det ærgrer Lyngbys cheftræner, David Nielsen, sig over.

- Det eneste, der irriterer mig, er nederlaget. Men det irriterer mig til gengæld også helt vildt.

- Det er en dag som i dag, vi finder ud af, vi er et oprykkerhold. Vi har fløjet i nogle højder, som vi ikke helt havde forventet, vi skulle flyve i.

- I dag så vi, at vi manglede de sidste fem procent i at tage det næste skridt. Det håber jeg, vi kan lære af, siger træneren til Ritzau.

Spillet var ifølge Lyngby-træneren fint indtil AC Horsens' scoring.

quote Jeg har det af helvede til. Jeg er virkelig træt af det.

Mathias Tauber, Lyngby

- Vi havde egentligt kampen, hvor vi gerne ville have den, indtil vi kom bagud 0-1. Derfra blev det meget svært for os, fordi Horsens fik den nødvendige tro på tingene.

- Frustrationen spredte sig efter deres mål. Både på grund af måden, som det skete på, og fordi vi kom bagud. Vi fik skabt nogle tilfældigheder og farlige situationer til sidst, men det skulle desværre ikke være i dag, siger David Nielsen.

Lyngbys anfører, Mathias Tauber, begik det afgørende straffespark på André Bjerregaard og erkender, at han tog en stor chance.

- Jeg forsøgte at presse Bjerregaard ned i en spids vinkel, og så tog jeg en chance med min glidende tackling. Jeg ramte vist lidt af det hele. Både bold og mand, og den kunne godt dømmes.

- Jeg har det af helvede til. Jeg er virkelig træt af det. Men jeg må forsøge at komme videre. Fejl koster, når man er forsvarspiller, og det må jeg leve med, siger Mathias Tauber.

Lyngby får i næste runde besøg af mestrene fra FC København.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik