Irma udvider ny ordning for cykelbude: Hent mad for din nabo

En ny app gør det muligt at bestille dagligvarer på mobilen eller hente dem for naboen. Inden længe vil ordningen udvides i København.

Grib telefonen, og bestil en liter mælk, en bakke æg og to bundter purløg fra din nærmeste Irma. Tyve minutter efter tropper en cyklist op med dine varer.

Så nemt og ligetil kan det fremover blive at handle for de fleste københavnere. 

I hvert fald vil Irma satse på en ny cykelbuds-app ved navn Fetch. 

Den er i den seneste måned blevet testet i forretningen ved Svanemøllen på Østerbro, og efter sommerferien vil app'en ligeledes kunne bruges i Indre By og på Christianshavn.

Tjen 25 kroner på at bringe aftensmad til naboen

Fetch adskiller sig fra andre nethandelsordninger, da den bygger på deleøkonomi. 

Det er både Irmas kunder, som bestiller og bringer varerne. 

- Vi har i virkeligheden lavet tre forskellige apps, som taler sammen. Én app til dem, der vil handle. Én app til dem, som vil tjene penge på cyklen. Og én app til de ansatte i forretningen, så de kan se, hvad de skal pakke, når de alligevel er på gulvet for at fylde hylderne, forklarer direktør i Fetch ApS, Christian Thorborg, til TV 2 lorry. 

Det koster tyve kroner at få sine dagligvarer bragt ud, og man får 25 kroner for at køre en tur for sine medborgere. 

- Vi er i den indledende fase blevet overraskede over, hvor mange der gerne vil cykle for andre. Vi troede, at det ville være studerende, der kunne tjene lidt ekstra, men der er mange cykelbude omkring de 30 år, som bakker op om deleøkonomi-tanken, siger direktøren.

'Danskerne vil stadig dele trods Uber-polemik'

Netop fordi der ikke har manglet cykelbude, bliver man på nuværende tidspunkt skrevet op på en venteliste, hvis man tilmelder sig som 'Fetcher', fordi der skal være ture til alle.

Men det kommer der også, når ordningen bliver udbredt, lover Christian Thorborg. Han tror på, at ordningen vil blive en succes i hovedstaden:

- Markedet for online-handel er stigende. Vi kræver som forbrugere, at tingene skal gå stærkt, og indkøb fylder meget i hverdagen. Vi kan se efter testperioden, at der er mange som tager godt imod konceptet, så selvom Uber har givet begrebet deleøkonomi et blakket omdømme, så er der mange danskere, der stadig gerne vil det her, siger han til TV 2 Lorry. 

Irma og Fetch vil til at kaste flere penge efter markedsføringen i forbindelse med udbredelsen:

- Det her er en ny måde at handle på. Det skal forbrugerne jo vænne sig til. Så vi vil gøre os umage med at fortælle folk, at de ikke længere behøver at handle, som deres forældre gjorde det, siger Christian Thorborg til TV 2 Lorry. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik