Foto: TV2/Lorry

Irma leverer bedste regnskab i 124 år

Dagligvarekæden Irma slår alle sine egne rekorder i 2010 med bedste regnskab nogensinde.

Det bedste regnskab i 124 år. Dagligvarekæden Irma jubler over rekordtal for 2010.
Resultatet blev et overskud før skat på 78,5 millioner kroner mod 50,6 millioner kroner i 2009. Den samlede omsætning blev godt 2,2 milliarder kroner.
- Vi er svært tilfredse med resultatet, siger adm. direktør Alfred Josefsen i en pressemeddelelse.
Selv om danskerne i stadig større stil valfarter til discountbutikkerne venter Alfred Josefsen, at fremgangen fortsætter i 2011 trods de markant dyrere varer i Irma butikkerne.
- I et marked, hvor discountkæderne pisker frem og priskonkurrencen er hårdere end nogensinde, er det fantastisk flot at præstere så stor en resultatmæssig fremgang. Det er vi meget stolte af, siger han.
Irma har i regnskabsåret lukket to mindre butikker, men har planer om inden for de kommende måneder at åbne fem nye forretninger i Københavns-området.