Irma-butikker skal donere gamle bananer til iværksætterfirma

Irmas gamle bananer skal ikke længere i containeren, men gives til virksomheden ”Banana”.

Bananas is består af bananer, dadler, citronsaft, vand og vanilje. Foto: Banana

De brune og plettede bananer kan være mere brugbare, end man tror.

Den lille iværksætterfirma ”Banana”, der åbnede i 2017, har nemlig hårdt brug for økologiske bananer lige meget, hvordan de ser ud. Derfor har Coop nu valgt at lade Irma-butikkerne give deres bananer til virksomheden.

Banana har med kreativitet og idealisme gået ind i at minimere madspild på en utraditionel måde

Jens Juul, informationsdirektør i Coop

- Det handler om at finde nogle gode legekammerater, som gør ens hverdag sjovere, og Banana har med kreativitet og idealisme gået ind i at minimere madspild på en utraditionel måde. I Coop og Irma er minimering af madspild førsteprioritet. Derfor vil vi gerne indgå i et samarbejde med dem, så de kan lave deres fremragende softice, siger Jens Juul, informationsdirektør i Coop, der er koncernen bag Irma, til TV 2 Lorry.  

Banana er startet af to unge mænd, der gennem en rejse til Hawaii blev inspireret til at producere en is, der er sund at spise, vegansk og som samtidig er bæredygtig. Isen er lavet af spildbananer, dadler, vand, citronsaft og vanilje.

Artiklen fortsætter under billedet

Bananas is er blevet populær på kort tid. Foto: Banana

Cadeau til Irma

I Banana er man meget glad for at have fået en aftale med en supermarkedskæde. Indtil nu har virksomheden, der har butik i Torvehallerne, måtte spørge de andre stadeholdere, om de har bananer til udsmidning, som Banana må overtage. 

Vi vil ruske op i en ellers meget statisk og konservativ branche

Jacques Nørbo, grundlægger og vicedirektør i Banana

- Indtil nu har anskaffelsen af bananer været meget løs, så vi er utrolig glade for at have fået vores første permanente aftale, siger grundlægger og vicedirektør i Banana Jacques Nørbo til TV 2 Lorry og uddyber:

- Vores logo er en bølge, fordi vi ønsker at skabe en bølge eller en bevægelse, hvor flere virksomheder går ind i kampen mod madspild. Vi vil ruske op i en ellers meget statisk og konservativ branche.

Det er en anerkendelse af, at der er et problem

Jacques Nørbo, grundlægger og vicedirektør i Banana

Derfor er Jacques Nørbo også meget glad for, at en supermarkedskæde som Irma vælger at være frontløbere på området og tør kaste sig ud i det lidt anderledes samarbejde.   

- Jeg er super glad for, at et supermarked tør gøre det. Det er en anerkendelse af, at der er et problem. Mange supermarkeder er bange for at give spildproduktioner væk, for så viser de samtidig, at de faktisk har spild. Jeg er spændt på, om andre supermarkeder også vil begynde at blive involveret i denne slags samarbejder, siger han.

Artiklen fortsætter under billedet

De to grundlæggere af Banana, Christian Cordius og Jacques Nørbo. Foto: Banana

Ifølge informationsdirektøren i Coop har Irma altid gået forrest, når det gælder miljø og ansvarlighed, og derfor har kunderne også forventninger, som Irma skal leve op til. Derfor skal der ifølge Jens Juul også tages utraditionelle metoder i brug, og det er det her samarbejde et eksempel på.

- Alle supermarkeder har spild, og det er gode ressourcer, der smides ud. Og det er tilmed vores penge, vi smider væk. Derfor arbejder vi stadig på at blive dygtigere og finde nye veje for at reducere madspild, siger Jens Juul.

Aftalen mellem Banana og de indtil videre 25 Irma-butikker er, at Banana selv kører ud til butikkerne og hente de økologiske bananer, som alligevel skulle kasseres. Til gengæld skal den lille virksomhed ikke give en krone for bananerne.   

Efterspørgsel på Bananas is

Bananas is er på kort tid blevet meget populært. Det skyldes, at den indeholder de parametre, som mange i dag efterspørger.

- Isen er bæredygtig, vegansk, økologisk og laves på spildprodukter. Derudover er det den første is som ikke bare er sundhedsneutral, men som decideret bidrager til sundhed. En af vores mål er at fjerne isen fra desserthylden og gøre den til en sund snack i stedet, forklarer Jacques Nørbo.

Og den lækre is er tilmed ikke dyr. Et lille bæger koster 35 kroner, mens et stort bæger koster 45 kroner. Prisen er inklusive tre valgfrie toppings, der eksempelvis kan være jordbær, passionsfrugt, nødder eller blåbær.

Selvom is-sæsonen ikke er startet endnu, så er Banana klar over, at de bananer kan få fra de 25 Irma-butikkerne ikke vil være nok. Virksomheden kommer til at omsætte alle spildbananerne som de vil hente på ugentlig basis. Derfor håber Banana også, at dette samarbejde kan være startskuddet til flere.

I 2019 åbner Banana deres første flagskibsbutik i samarbejde med Jensen Retail Group. Foto: Banana

01:52

Alt for meget spiselig mad bliver smidt ud, fordi vi ikke kan kende forskel på datomærkningerne

Luk video

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik