00:47

Kort nyt

Internt dokument: Kommune mangler overblik i byprojekt

Et fortroligt dokument fra Frederikssund Kommune, viser, at der ikke er overblik over de økonomiske forpligtelser i forbindelse med prestigeprojekt.

De graver og bygger på livet løs i Frederikssund Kommune, hvor 20.000 nye borgere de kommende år skal flytte til den spritnye by Vinge.

Det er jo en klokkeklar overtrædelse af forvaltningsloven

Roger Buch, kommunalforsker

Men lige nu er de store visioner erstattet af bekymrede miner. Kommunen har nemlig mere end svært ved at få overblik over den aftale, som man har indgået omkring det stort opslåede byggeprojekt. Det skriver DR P4 København.

Læs også Sparejul i Frederikssund: Politikere skal finde 163 mio.

Onsdag kunne DR P4 København fortælle, at der lige nu mangler 163 millioner kroner i kommunekassen som følge af svigtende indtægter fra salg af byggeretter til Vinge Centrum. Men det var altså ikke de manglende millioner, der var på dagsordenen, da der onsdag aften var indkaldt til ekstraordinært byrådsmøde i Frederikssund Kommune.

Eneste punkt på dagsordenen

Af den lukkede dagsorden, som DR P4 København er i besiddelse af, fremgår det nemlig, at mødets eneste punkt var de kontraktlige forpligtelser Frederikssund Kommune har påtaget sig i den aftale, der er indgået med samarbejdspartnerne AP Ejendomme og MT Højgaard.

Problemet bliver yderligere beskrevet i et fortroligt dokument, som var sat på som bilag til aftenens møde. Her skriver kommunen direkte, at der er tvivl om, hvor store økonomiske forpligtigelser man har påtaget sig, samt hvor store økonomiske risici man løber med aftalen omkring Vinge Centrum.

Dokumentet forklarer desuden, at der er store problemer med journaliseringen af hele sagen idet blandt andet de løbende drøftelser, anbefalinger og beslutninger ikke er skrevet ned.

Læs også Milliardinvestering: Så er byggeriet af Vinge i gang

Samtidig står der i dokumentet, at de medarbejdere, der har forhandlet kontrakten om Vinge Centrum på vegne af kommunen ikke længere ansat.

Overtrædelse af forvaltningsloven

En række forvaltningseksperter har gennemgået teksten, og de er enige i deres dom. Frederikssund Kommune har ikke fulgt reglerne på området.

- Det er stærkt bekymrende. Der skal jo netop være journalisering, så man bagefter kan gå tilbage og se, hvilke beslutninger man har truffet på hvilke grundlag, og hvem har været med til at træffe beslutningerne, siger professor i Samfundsvidenskab ved Roskilde Universitet, Bent Greve til DR P4 København

Ligeledes vurderer kommunalforsker og forskningschef ved Danmarks Medie- og journalisthøjskole, Roger Buch, at Frederikssund Kommune klart er på den forkerte side af stregen.

Læs også Vrede i Frederikssund: Ny bro bliver betalingsbro

- Det er jo en klokkeklar overtrædelse af forvaltningsloven, fordi man i den offentlige sektor skal sørge for at arkivere mails og andre kontakter, mødereferater og den slags for hele tiden at sikre, at man har styr på hvilke beslutninger, der bliver truffet. Det er en grundlæggende præmis overalt i den offentlige sektor, siger han til DR P4 København.

Venstreborgmester John Schmidt Andersen ville efter aftenens byrådsmøde ikke fortælle meget om, hvad der var blevet talt om, og nægtede derudover, at han kendte til problemer omkring aftalegrundlaget for Vinge Centrum.

- Vi har drøftet hvornår denne her konsolideringsfase er overstået, og man kan forvente, at indtægterne fra Vinge Centrum begynder at komme. Alt det andet ved jeg ikke noget om, siger John Schmidt Andersen.