International hæder: Årets esportshold er fra Danmark

Astralis kan nu gå efteråret i møde med hovedet højt og ret ryg.

Mandag aften kunne de danske verdensstjerner fra Astralis igen løfte armene. 

Her modtog holdet nemlig foran 1.000 tilskuere hele to priser ved Stockholm International Esports Awards: Årets Nordiske Esportshold på tværs af alle genre samt Årets Internationale Counter Strike-hold. 

- Det siger sig selv, at det er en stor ting. At blive kåret som årets esportshold i Norden og årets Counter Strike-hold på verdensplan er priser, som de færreste af os vel havde forestillet os, vi ville vinde for to år siden, så vi er stolte i dag, udtaler træner Danny 'Zonic' Sørensen.

-  Vi har optimale faciliteter og et ekstremt dygtigt team omkring os, men når det er sagt, kan der slet ikke gives nok kredit til spillerne på holdet. Det er nogle super gode drenge, der nærmest er blevet familie. De går til alle opgaver med krum hals og der er ingen stjernenykker eller ambitioner om, at være større og bedre end andre, siger han. 

 
 
Foto: SIEA

Holdets nye mand: Det giver mod på mere

Nyeste spiller på holdet er Emil “Magisk” Reif, der i vinter stødte til Astralis efter en periode i udlandet.

Han glæder sig naturligvis over prisen, som giver ham mod på mere, forklarer han:

- Der er en helt speciel atmosfære på holdet, og alle arbejder hårdt hele tiden. Til at starte med var jeg sgu lidt ydmyg over at spille sammen med de her drenge, for det er spillere, man ser op til, men vi har hurtigt fundet sammen som hold og som en enhed med hver vores rolle, og det har allerede vist sig på vores resultater.

- Siden jeg kom til i starten af året har vi formået at spille os i seks finaler, og vi har vundet fire af dem. På den måde er det naturligt, at vi vinder prisen som verdens bedste hold, men det er alligevel noget helt specielt at få overrakt sådan en pris af en international jury af eksperter.

Led nederlag til danske rivaler

Astralis måtte faktisk se sig slået af ligeledes danske North søndag aften under finalen ved DreamHack Masters i Stockholm. 

Prisen giver dog fornyet tro på et godt efterår:

- Vi går ind til en ekstremt vigtig periode nu. Majoren er sammen med BLAST Pro Series foran 12.000 danske fans i Royal Arena de helt store mål for efteråret, og turneringen i Stockholm var en god reminder om, at vi fortsat skal være fuldt fokuseret og hele tiden blive bedre, hvis vi skal holde os foran, lyder det fra træner Danny 'Zonic' Sørensen.

 
 
Foto: SIEA

Majoren går for Astralis’ vedkommende i gang allerede i denne uge, hvor holdet spiller på den såkaldte “New Challengers Stage” for at kvalificere sig til “New Legends Stage”. Også vinderne fra Stockholm, danske North, spiller på “New Challengers Stage”, som afvikles 5.-9. September.

Finalespillet om efterårets major foregår fra 12. September med finalerne spillet 20.-23. september i SSE Wembley Arena med plads til mere end 10.000 tilskuere.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik