Insekter æder børnebibliotek op

Det fredede og historiske børnebibliotek på Kirkestræde i Køge er truet af insekter, der æder sig igennem husets bærende trækonstruktioner, skriver DAGBLADET Køge.

Opdagelsen af insektangrebet blev gjort af Teknisk Forvaltning i Køge under en inspektion i kælderen under børnebiblioteket, der er kendt som Danmarks ældst daterede bindingsværkshus fra 1527.
- Vi kunne se, at insekterne blandt andet havde gnavet spor i gennem de bærende stolper i kælderen, hvor de spiser sig gennem træværket ligesom regnorme i jord, og så spytter de træet ud som meget fint savsmuld, siger Bo Semelin, der er sagsbehandler hos Teknisk Forvaltning i Køge Kommune. Skaderne skal nu undersøges
yderligere af fagfolk, men indtil videre vurderer Bo Semelin, at det enten er borebiller eller husbukke, der har angrebet det gamle byhus med de røde sten og det sorte bindingsværk. Han mener dog ikke, at selve huset er i umiddelbar fare.
- Det er alvorligt, at insekterne nedbryder træet, men vi har heldigvis opdaget det på et forholdsvist tidligt stadie, så det er ikke sådan, at huset er ved at brase sammen, men det er vigtigt, at der hurtigt bliver gjort noget, siger Bo Semelin. Sagen er på dagsordenen, når politikerne i Køge Kommunes kulturudvalg mødes i eftermiddag.
- På udvalgsmødet skal vi finde ud af, hvor voldsomt det står til, og hvordan det kan stå så galt til, når huset næsten lige er blevet renoveret, siger kulturudvalgsformand i Køge Kommune, Erik Swiatek (S).
Han oplyser, at politikerne vil forsøge at gøre garantien fra den seneste renovation af bygningen gældende. Inden Køge Kommune kan gå videre med sagen, skal en ekstern rådgiver vurdere skadernes omfang og vurdere, hvor meget det vil koste at renovere
bygningen.
- Det er da så alvorligt, at selvom der ingen fare er for, at bygningen falder sammen, så kan vi risikere, at en del af bygningen skal lukkes en periode, mens den bliver renoveret, siger Erik Swiatek.