Foto: TV 2 Lorry (Arkiv)

Inkassofolk mødte med køller.

Fredag fik man et sjældent indblik i den inkasso- eller afpresningsvirksomhed, som udøves i bandemiljøet.  

Det skete ved en retssag ved Retten i Helsingør, hvor to prøvemedlemmer på 21 og 24 år fra Bandidos' afdeling i Frederiksværk sammen med en 58-årig mand fra Helsinge stod anklaget for afpresning af en 50-årig mekaniker med værksted og bolig i Espergærde.

Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

Ifølge anklager Camilla Godfrey begyndte afpresningen i april, og fortsatte helt frem til 24. september om formiddagen, da den 50-årige blev opsøgt i sit værksted af to hætteklædte mænd bevæbnet med baseballbat.

Mekanikeren valgte at løbe fra stedet og søge ly hos en nabovirksomhed.

Før denne episode, som blev optaget på overvågningsvideo, havde den 50-årige været ude for flere ubehagelige besøg.

Under et af besøgene blev den 50-åriges hustru slået og væltet omkuld, da hun forsøgte at filme den formodede afpresning med sin mobiltelefon. Alle de tre tiltalte nægter sig skyldige.