Gravearbejde gik galt: Køge måtte undvære vand

Der skulle være normalt tryk i vandhanen igen efter et uheld tirsdag eftermiddag.

Borgere i Køge har enten måttet undvære vand eller tage til takke med en slap stråle tirsdag eftermiddag. 

Det oplyser KLAR Forsyning, som leverer vand til både Køge, Greve, Solrød og Stevns. 

Vandtårnet har været lukket ned, da man havde et brud på ledningsnettet. 

- Vi har lokaliseret fejlen, og der skulle gerne være tryk på igen, siger teknisk direktør Jesper Koziara klokken 15.05 til TV 2 Lorry. 

Man startede ellers med at spørge borgerne i en sms, om nogle havde bemærket store mængder af vand på overfladen. 

- Det viste sig, at det var nogle andre ledningsejere, som arbejdede. De har ramt en af vores vandledninger i jorden. Bruddet var så stort, at vi ikke kunne opretholde vandtrykket i vores forsyningsområde, forklarer Jesper Koziara. 

- Det er desværre noget, som har ramt mange af vores kunder, og det beklager vi. Men fejlen er lokaliseret, og vi er tilbage igen, siger han. 

Vandet kan være brunt

Vandrøret i jorden, som er beskadiget, skal repareres. 

- Indtil vi får gjort det, så har vi også mulighed for at omkoble vandforsyningen, så ejendomme får vand fra andre ledninger, oplyser den tekniske direktør. 

Man skal ikke være nervøs for at drikke af sit vand, selvom der kan forekomme okker, som farver vandet brunt. 

- Når vandtrykket ændrer sig drastisk, kan det hvirvle okker og andet op. Oplever man det, kan man tage filteret af vandhanen og skylle det, siger Jesper Koziara.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik