Foto: Jens Nørgaard Larsen - Scanpix

Ingen tog mellem Valby og Frederikssund i tre måneder

Mens Banedanmark arbejder, vil togene blive erstattet af busser.

Pendlere imellem Valby og Frederikssund skal ruste sig med tålmodighed næste forår og sommer. I påsken 2018 går Banedanmark i gang med en omfattende fornyelse af S-togsstrækningen mellem Valby og Frederikssund. Sporene på den 40 km lange strækning så slidte, at de skal igennem en gennemgribende renovering.

Det betyder, at der i flere perioder næste år slet ikke vil kunne køre tog på strækningen. Den længste periode er tre måneder: fra start juni til slut august.

”Vi har planlagt arbejdet, så hovedparten ligger i ferieperioderne. Det er for at genere de daglige pendlere mindst muligt. Men der er ingen tvivl om, at det bliver en udfordring for passagererne. Vi håber, at de vil have tålmodighed med os,” siger Steen Neuchs Vedel anlægsdirektør i Banedanmark til TV 2 Lorry.

Læs også Passagerne vælter ind i S-tog og metro

Samtidig renoverer Banedanmark ni broer på strækningen. På Valby Station fornyer Banedanmark S-banens perronkanter og renoverer perrontunnelen under sporene. Derudover er arbejdet planlagt, så det passer med opførelsen af den nye Vinge Station, der forventes at åbne i 2019.

”Tiden er inde til en gennemgribende renovering og fremtidssikring af skinner og spor på strækningen mellem Valby og Frederikssund.  Det er et omfattende arbejde, men nødvendigt for i længden at kunne opretholde en stabil togtrafik på strækningen,” siger Steen Neuchs Vedel, Anlægsdirektør i Banedanmark.

Læs også Sporarbejde fortsætter: S-tog kører reduceret plan til fredag

Banedanmark er stadig i gang med detailplanlægningen af sporombygningen. Naboerne på strækningen får nærmere information, når planlægningen er helt på plads. Planlægningen af hvornår der er spærret for togtrafik er sket sammen med DSB, der også står for at indsætte togbusser til passagererne under arbejdet.  

"Når Banedanmark har afsluttet detailplanlægningen af sporarbejdet, sætter vi os sammen med pendlerne og laver en køreplan for Togbusserne. Vi har rigtig mange kunder, som bliver berørt af sporarbejdet. Derfor vil vi tage hensyn til de ligeså mange forskellige ønsker til hurtige og direkte Togbusser, " siger informationschef i DSB Tony Bispeskov, der forventer, at den endelige køreplan for Togbusserne tidligst er klar i det nye år.