Ingen sfo-regning i ferien

- Det er da for dårligt, at kommunen og institutionen fortier, at forældrene kan spare udgifterne til børnenes sfo-pladser, når de holder ferie. En sfo1-plads koster 1425 kroner om måneden, og hvis barnet ikke bruger den i tre uger, er det trods alt mange penge at spare, siger Ken Svendsen fra Vemmedrup til DAGBLADET Køge, lørdag.

Han og hans kone fik for nyligt at vide af nogle
venner, at de havde meldt deres børn ud af sfo'en i sommerferien
og meldt dem ind igen, så de kunne vende tilbage efter
sommerferien. Ken Svendsen er forarget over, at kommunen og
institutionen ikke oplyser forældrene om den mulighed. - I
institutionen bliver vi bedt om at udfylde en blanket om,
hvornår vores børn holder sommerferie fra sfo'en, og så burde vi
da ved samme lejlighed få udleveret ansøgningsskemaet om
udmeldelse og genindmeldelse af barnet, mener han.Men det er
kommunen absolut ikke enig i, fortæller pædagogisk-administrativ
konsulent Niels Mønster. - Jeg kan godt se, det vil være fedt at
have 1425 kroner ekstra til ferien, men det medfører samtidig en
mindreindtægt for institutionen og rammer den på driften, så der
i hverdagen set over hele året bliver mindre at gøre godt med
til ulempe for børnene, og det er ikke kommunens opgave at tale
for den sag, siger Niels Mønster.