Ingen penge til københavnerne efter strejken

De ældre og socialt udsatte i København skal ikke sætte næsen op efter en fed gevinst på grund af strejken. For meget tyder på, at udgifter og indtægter stort set går lige op, når de uvorne bilister ikke længere bidrager til kommunekassen.

Børne- og ungdomsborgmester Bo Asmus Kjeldgaard fra SF har
ellers i Politiken sagt, at han vil give de penge, som
Københavns Kommune sparer på strejken i form af løn, til de
ældre og socialt udsatte familier.
Forældrene har allerede fået lovning på, at de får deres
bidrag tilbage, når daginstitutionen er lukket.
Men virkeligheden er, ifølge socialdemokraternes politiske
ordfører Anne Vang, at der formentlig ikke er særlig meget at
dele ud af derefter.
For godt nok spares der på lønnen, men en af kommunens helt
store indtægtskilder, nemlig parkeringsbøder, ligger stort set
stille, fordi de fleste parkeringsvagter strejker. Hvert år
tjener Københavns Kommune op mod 100 millioner kroner på
P-bøder.
Så økonomiforvaltningen tror kun på et ganske lille overskud
på måske få hundrede tusinder kroner efter strejken.
- Men hvis der er overskud, så er socialdemokraterne med på
SFs ide, siger Anne Vang, der især gerne vil støtte psykisk syge
og handicappede.
- Men man skal indse, at det er i budgetforhandlingerne, at
området for alvor skal have et løft, siger Anne Vang.