Ingen løsning på problemet med parkeringsramte villaveje

Beboerne på Amager var blevet lovet en løsning på et lokalt parkeringskaos, men det løfte er nu blevet trukket tilbage af Københavns Kommune.

De har kæmpet med horder af parkerede biler på deres villaveje i årevis, men selvom de længe har været i dialog med kommunen, så er håbet om en snarlig løsning nu for alvor falmet.

Forleden fik ni grundejerforeninger omkring metrostationen Amager Strand besked om, at deres fælles ansøgning om at få indført 3-timersparkering på deres villaveje ikke bliver til noget før allertidligst om halvandet år.

Området er populært blandt både pendlere og lufthavnsgæster, fordi de gratis kan sætte bilen og så tage metroen videre.

- Jeg blev faktisk ret harm over, at det er blevet droppet, for vi har jo fulgt alle de spilleregler, der er. Vi har spurgt alle medlemmer af grundejerforeningerne og har derpå lavet en formel ansøgning, siger Lotte Østergaard, der som bestyrelsesmedlem i Grundejerforeningen Fredenshøj har stået i spidsen for ansøgningsprocessen.

quote Jeg kan sagtens forstå, at beboerne i områderne er frustrerede over de mange biler

Karina Vestergård Madsen, teknik- og miljøborgmester

Grundejerforeningerne var ellers blevet lovet, at forvaltningen ville indstille til teknik- og miljøudvalget, at der skulle indføres en ny parkeringszone med 3-timersparkering i netop deres område. Men da en kommunal bevilling til at opsætte nye trafikskilte og lignende er blevet droppet, er indstillingen til politikerne det også.

- Vi har altså virkelig brug for regulering af trafikken. Ikke kun fordi det næsten er umuligt at få en parkeringsplads, men også fordi den trafik, bilerne skaber, er farlig for de mange børn, der skal til og fra de skoler der ligger i området, siger Lotte Østergaard.

Der holder massevis af parkerede biler i villaområdet omkring metrostationen Amager Strand. Beboerne frygter, at trafikken og det begrænsede udsyn kan få fatale følger for områdets bløde trafikanter.
Der holder massevis af parkerede biler i villaområdet omkring metrostationen Amager Strand. Beboerne frygter, at trafikken og det begrænsede udsyn kan få fatale følger for områdets bløde trafikanter.
Foto: Martin Kiil

Politisk forståelse for problemet

Problemet med overfyldte villaveje findes flere steder i Københavns Kommune. Vejene er eksempelvis også kraftigt belastet ved de to metrostationer, der ligger før og efter Amager Strand, i villakvarteret nord for Svanemøllen Station og i de villakvarterer, der grænser op til Ørestaden.

- Jeg kan sagtens forstå, at beboerne i områderne er frustrerede over de mange biler, siger fungerende teknik- og miljøborgmester Karina Vestergård Madsen fra Enhedslisten og bliver suppleret af den konservative Jakob Næsager.

- Det er helt forståeligt, at man som boligejer gerne vil holde sin villavej fri fra gæsteparkering.

Der er bred politisk forståelse for, at flere villaområder er urimeligt hårdt plaget af fremmedes parkerede biler. Men selvom enkelte partier gerne vil indfri villaejernes ønsker, så peger de fleste politikere på, at nye lokale parkeringszoner blot vil føre til andre udfordringer.

- Problemet ved at lave en ny tretimersparkering er, at så flytter man bare problemet videre, og så er det nogle nye villaejere, der bliver ramt i stedet for. Det vil altså være smartere, hvis vi løser problemet fremfor blot at flytte det, siger Jakob Næsager.

Ikke flertal for en løsning

Politikerne på Københavns Rådhus har også selv en række forskellige løsningsforslag. Forslagene spænder bare så vidt, at det er svært at finde flertal for et forslag. De konservative forslår eksempelvis, at man prøvet at sænke prisen for at parkere i P-husene i Ørestaden, så flere metropendlere af sig selv vælger at parkere der i stedet for på villavejene.

- Man er nødt til at tænke i nye løsninger og ikke bare tænke i gamle løsninger, og mit bud er altså, at p-husene i Ørestaden til en start vil kunne rykke rigtig meget, siger den konservative Jakob Næsager.

quote Man kunne indrette hele København som en p-zone og så regulere det hele, og det er sådan set det, som jeg godt vil

Klaus Mygind

SF vil derimod gerne have bilerne helt ud af København, og derfor er deres forslag et helt andet.

- Man kunne indrette hele København som en p-zone og så regulere det hele, og det er sådan set det, som jeg godt vil, siger SF´s Klaus Mygind.

Enhedslisten vil også gerne regulere mere, men tænker en del i betalingsløsninger. Derfor vil fungerende teknik- og miljøborgmester Karina Vestergård Madsen nu tage fat i transportministeren for at få ændret reglerne om parkeringsregulering.

- Jeg synes det kunne være interessant, at se på muligheden for at villaejerne på private fællesveje selv kan indføre betalingsparkering. Så vil de kunne få nogle penge ind til at vedligeholde vejene, samtidig med at det vil lette parkeringspresset, siger Enhedslistens Karina Vestergård Madsen.

Men samlet set er der lige nu ikke flertal for én samlet løsning, og derfor må villaejerne i de berørte områder fortsat leve med en stor udefrakommende trafikal belastning på deres villaveje.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik