Ingen kontrol med parkeringsindtægter i København

Kommunen har ingen kontrol med, om de beløb, som bilisterne betaler med Dankort og mobiltelefon, stemmer med overførslerne fra bank og mobilselskab

Dermed risikerer kommunen, at den ikke modtager alle indbetalinger, lyder konklusionen i en rapport fra revisionsfirmaet Deloitte.  Det skriver P4 København.

Det er for dårligt, at forvaltningen lader det ske, mener medlem af Teknik- og Miljøudvalget i Københavns Kommune Lars Weis (S).

- Det er utilstedeligt. Det er så basalt i forhold til at sikre styr på kommunens økonomi, at det bare skal være i orden, siger han til P4 København.

Serviceområdechef i Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune, Anne-Sofie Degn, mener ikke der er risiko for, at kommunen har mistet penge på grund af den manglende kontrol.

- Det er et spørgsmål om, at vi ikke kan afstemme 100 procent, men selvfølgelig kan vi gennemgå langt størstedelen. Det er ikke et spørgsmål om, at der går penge tabt, siger hun.

I en redegørelse fra Teknik og Miljøforvaltningen fremgår det, at den manglende kontrol skyldes begrænsninger i IT-systemet.

Men parkeringsystemet i København er for nyligt blevet digitaliseret, ligesom kommunen har fået nyt økonomisystem, og her kan man forhåbentlig finde en teknisk måde at kontrollere overførslerne, siger Anne-Sofie Degn.

- Det afklarer vi her i løbet af efteråret. Ellers bliver det manuelt, og det bliver meget, meget tungt, siger hun til P4 København.