Visualisering af Statens Naturhistoriske Museum Foto: Statens Naturhistoriske Museum

Minister fjerner klagemulighed i kæmpe byggeri af museum

Boligminister Ole Birk Olesen, LA vil fjerne muligheden for at klage over byggeriet af nyt naturhistorisk museum i København

Frygten for at eventuelle klager vil forsinke byggearbejdet at Statens Naturhistoriske Museum, får transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen fra Liberal Alliance til at ville fjerne klageadgangen i forbindelse med byggeriet.

Byggeriet af de underjordiske bygninger, som skal forme Statens Naturhistoriske Museum i København, rummer ifølge ministeren "betydelige riscici".  Derfor vil han forhindre klager over byggeriet,  der kan forsinke byggeprocessen.

Årsagen til at byggeriet skal undtages for den klagemulighed, som andre byggerier er underlagt er, ifølge Ingeniøren, at transportministren frygter en gentagelse af forløbet omkring byggeriet af Metro Cityringen, hvor naboklager besværliggjorde byggeprocessen.

Læs også Furesø: Lokal virksomhed flytter på grund af naboklager

Det ca. 30.000 m2 store museum skal opføres i Botanisk Have i København . Budgettet er 1 mia. kroner + moms. Ifølge Ole Birk Olesen kan forsinkelser koste 400.000 - 500.000 om dagen.

Ved førstebehandlingen af forslaget i februar mente et flertal i Folketinget, at det var en god idé.

Men logikken i forslaget er svær at få øje på, mener professor med speciale i miljølovgivning på Københavns Universitet, Peter Pagh.

-Forudsætningen for at man skal bekymre sig om klagesager er jo, at man begår fejl. Og udgangspunktet må vel være, at de beslutninger, som Staten tager,  er lovlige? siger Peter Pagh til Ingeniøren.

Han påpeger også,  at en fjernelse af klageadgangen kan få den stik modsatte effekt, end den politikerne håber på.

-Når man fjerner klageadgangen, kan man kun bringe sin klage for domstolene og de kan også vælge at give en klage opsættende virkning, fortsætter Peter Pagh.

Og da retssager ofte tager længere tid end klagesager, betyder det, at et byggeri kan gå i stå i længere tid, når naboer ikke længere kan klage som hidtil, har juridisk rådgiver i Cowi tidligere forklaret til Ingeniøren.

Forslaget skal 2. og 3. behandles i Folketinget før det bliver vedtaget.