Ingen ekstra rengøring, tak

»Desværre, jeg må ikke gøre rent i stuen, for det har jeg ikke tid til.« Sådan må mange hjemmehjælpere sige til borgerne - hvorefter de har tidligt fri, eller har store huller i deres eftermiddagsplan.

Kommunerne må nemlig ikke sælge tilkøbsydelser som ekstra rengøring eller en tøjvask til borgerne, selv om de private plejecentre må.
Og det er både upraktisk og unfair konkurrence, mener kommunerne, i følge metroXpress. Fem af dem har forgæves søgt om at blive undtaget fra reglen. De sidder nemlig tilbage med lorten i hjemmeplejen i både bogstavelig og overført forstand.
»Borgerne vælger private udbydere til praktisk hjælp, for der kan de købe ekstraydelser. Men de vælger stadig os til personlig pleje. Og det er en ydelse, der er meget dyr at tilbyde alene,« fortæller Hans Bækvang, der er ældrechef i Fredensborg Kommune.
Plejen foregår nemlig på helt særlige tidspunkter i morgentimerne, og derfor skal man have mange mennesker ansat. Mennesker, der sagtens kunne bruge deres tid om eftermiddagen til en ekstra rengøring eller tøjvask, i stedet for at være ufrivilligt på deltid eller have huller i arbejdsplanen.
Samtidig ødelægger det helheden for borgerne, at de er nødt til at shoppe mellem mange forskellige leverandører, mener ældrechef i Brøndby Kommune, Lisbeth Sommer.
»Vi kommer jo hos dem i forvejen, så det ville også være smartere for dem, hvis vi kunne levere den ekstra rengøring,« siger hun.
Indenrigs- og socialminister Karen Ellemann (V) har som et af sine erklærede mål, at ældre borgere så vidt muligt skal have faste medarbejdere til at komme i deres hjem.
Hvordan harmonerer det med, at kommunerne ikke må sælge tilkøbsydelser?
»Kommunernes opgave er at sikre, at de ældre kan få den grundlæggende hjælp og pleje, de har brug for. Det frie valg skal ikke udvide den offentlige sektors serviceniveau, som kommunale tilkøbsydelser kan medvirke til,« siger Karen Ellemann til metroXpress.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik