Inga har sagt op på Vega i protest mod skandaleramt rapper

Flere af spillestedets ansatte retter skarp kritik af bookingen af den kontroversielle amerikanske rapper Tekashi 6ix9ine.

En af tidens mest hypede rappere har sat sindene i kog blandt personalet på det københavnske spillested Vega.

Her er flere af de ansatte stærkt utilfredse med spillestedets booking af den amerikanske rapper Tekashi 6ix9ine, der tirsdag aften skal spille en udsolgt koncert på Store Vega.

Rapperen Tekashi 6ix9ine er kendt for sin rå rap, regnbuefarvede hår og karakteristiske ansigtstatoveringer. Han har desuden været indrullet i en række skandalesager. Blandt andet er han dømt for at have taget en række fotos og en video af 'seksuel karakter' af en blot 13-årig pige.
Rapperen Tekashi 6ix9ine er kendt for sin rå rap, regnbuefarvede hår og karakteristiske ansigtstatoveringer. Han har desuden været indrullet i en række skandalesager. Blandt andet er han dømt for at have taget en række fotos og en video af 'seksuel karakter' af en blot 13-årig pige.
Foto: Ritzau Scanpix

Årsagen er den 22-årige rappers kriminelle synderegister, som blandt andet dækker over en meget omtalt sexskandale.

Sidste år blev Tekashi 6ix9ine med det borgerlige navn Daniel Hernandez sigtet og dømt for at have taget en række fotos og en video af 'seksuel karakter' af en blot 13-årig pige.

Rapperen nægtede, at han vidste, at pigen var mindreårig, men erkendte sig alligevel skyldig i anklagerne. Han blev dømt til tre års betinget fængsel, men nu lader det til, at rapperen alligevel kan ende med en tur bag tremmer, fordi han ikke har levet op til betingelserne for sin betingede dom.

Imellemtiden er han på turné i Europa, hvor han så sent som igår mandag spillede koncert i Aarhus. I aften er det så Store Vega i København, der står for tur, men det er spillestedets ansatte alt andet end begejstrede for. 

Inga har sagt op i protest

26-årige Inga Bohn, der gennem fire år har arbejdet som bartender på Vega, har så sent som mandag valgt at sige op i protest over bookingen af Tekashi 6ix9ine.

- Jeg har altid elsket at arbejde på Vega, og jeg synes også, at man skal skelne mellem kunst og kunstnere. Men der er bare forskel på, om en rapper har solgt har stjålet en bil, solgt stoffer eller - som i 6ix9ines tilfælde - optaget og distribueret børneporno. Det er langt over grænsen, og det ved jeg, jeg er ikke er den eneste, som synes, siger Inga Bohn til TV 2 Lorry.

26-årige Inga Bohn har valgt at opsige sin stilling som bartender på Vega i protest mod bookingen af den amerikanske rapper.
26-årige Inga Bohn har valgt at opsige sin stilling som bartender på Vega i protest mod bookingen af den amerikanske rapper.
Foto: Privat foto

Flere ansatte retter skarp kritik 

Hun fremhæver, at en stor del af Tekashi 6ix9ine fanskare består af teenagedrenge helt ned i 15-års alderen, som følger hans gøren og laden helt tæt på på de sociale medier. Og det bekymrer hende.

- Han lagde jo de her videoer, han optog, ud på de sociale medier, som mange af de her drenge, der kommer til koncerten, potentielt set har set. Og det legitimerer bare, at man må gøre sådan noget og stadig være sej og på stå på scenen på Store Vega. Det synes jeg ikke er i orden, og derfor har jeg valgt at sige fra, siger Inga Bohn.

Hun fortæller videre, at hun langtfra er den eneste af de ansatte, som finder bookingen af Tekashi 6ix9ine uacceptabel. 

- Der er røre i andedammen derinde. Den booking-ansvarlige skal i næste uge holde oplæg for servicepersonalet som følge af denne her kontrovers, siger Inga Bohn.

quote Jeg er skuffet over, at Vega som regionalt spillested ikke tager mere ansvar. Denne her booking er langt over stregen.

Rikke Kjærsgaard, bartender på Vega gennem 10 år  

TV 2 Lorry har været i kontakt med flere af Inga Bohns tidligere kolleger, som bekræfter billedet af, at der i øjeblikket hersker en dårlig stemning blandt personalet på Vega.

En af dem er 31-årige Rikke Kjærsgaard, som har arbejdet som bartender på spillestedet i ti år.  

- Jeg er skuffet over, at Vega som regionalt spillested ikke tager mere ansvar. Denne her booking er langt over stregen, siger hun, og hendes kollega er enig:

-  Jeg synes, det er en ærgerlig booking. Vega bør ikke lægge hus til en kunstner, der bidrager til en rådden musikkultur. Mange unge ser op til ham, og jeg synes, det er forkert at hylde ham, siger en mandlig bartender, der ønsker at være anonym.

Det samme mener 25-årige Jovana Volevic, som har arbejdet som bartender på Vega i et godt og vel et år.

- Vi er mange, der støtter Inga af præcis de samme årsager, som hun selv nævner. Jeg tror, det er gået op for os alt for sent, hvad det var for en booking, siger hun.  

Bookingansvarlig: "Efterspørgslen har været stor"

TV 2 Lorry har været i kontakt med Lene Kristoffersen, som er bookingansvarlig hos Vega. Hun ønsker ikke at udtale sig om de ansatte, da hun mener, det er en intern sag. Hun vil dog gerne redegøre for, hvorfor hun har valgt at booke Tekashi 6ix9ine til Vega.

- Vi booker kunstnere på baggrund af den kunst, de leverer. Og det her en sindssygt hypet hip-hop artist, som der er rigtigt meget snak om. Efterspørgslen har været stor, og koncerten blev også udsolgt med det samme. Det er blandt andet sådan noget, jeg kigger efter.

- Og da vi bookede ham, var de her ting ikke noget, vi vidste noget om, siger Lene Kristoffersen.

Her ses et stuvende fuldt Store Vega under en koncert med en anden kendt amerikansk rapper, Kendrick Lamar, tilbage i 2013. I aften er der ligledes meldt udsolgt, når Tekashi 6ix9ine spiller på Store Vega,
Her ses et stuvende fuldt Store Vega under en koncert med en anden kendt amerikansk rapper, Kendrick Lamar, tilbage i 2013. I aften er der ligledes meldt udsolgt, når Tekashi 6ix9ine spiller på Store Vega,
Foto: Jeppe Bjørn Vejlø - Ritzau Scanpix

Hun mener, at de op imod 1.500 unge fans, som i aften skal se koncerten, sagtens kan skelne mellem, hvad der rigtigt og forkert. Og netop derfor er der ingen grund til at fravælge en kunster som Tekashi 6ix9ine.

- De her 1.500 drenge, der er inde og se ham i aften - det er jo ikke sådan, at de tænker, at det er fedt, at han har denne her fortid. For dem er han et fænomen og en tidsånd. En giraf, de skal ind og se. Men han er jo ikke en gud for dem. Så jeg tror sagtens, det er noget de kan administrere.

- Vi har haft vildt mange kunstnere på scenen, der har lavet alt muligt kriminelt. Altså Håkan Hellström (svensk musiker, red.) synger om at tage speed, og Gilli (kendt dansk rapper, red.) står og synger om at sælge stoffer. Jeg kan jo ikke censurere sådan nogle ting, siger Lene Kristoffersen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik