Foto: TV 2 Lorry

Indlagt i opholdsstue på Køge Sygehus

Jørgen Frandsen er gal. Gal over den måde, han er blevet behandlet på på Køge Sygehus.

 Tirsdag i sidste uge blev han nødt til at ringe efter hjælp og blive kørt på akuthospitalet i Køge. Han havde fået en infektion i huden på enden. Det sker en gang i mellem, fordi han sidder i kørestol.
Da han ankommer til sygehuset omkring klokken seks om aftenen, er der ikke tid til at tage sig af ham, skriver DAGBLADET Køge.

- Jeg blev placeret på gangen, hvor jeg måtte vente, fortæller Jørgen Frandsen, der bor i Faxe Ladeplads.
Han endte med at ligge på gangen og have ondt frem til kl. 01.30. Syv og en halv time - uden vådt eller tørt.
- Det kan virkelig ikke være rigtigt, siger Jørgen Frandsen.
Teis Andersen, lægelig chef for Sygehus Nord, hvor Køge Sygehus hører under, fortæller, at der netop den tirsdag var enormt travlt.
- Vi havde 181 patienter gennem akutmodtagelsen den dag - normalt er det omkring det halve, siger han og fortæller, at Jørgen Frandsen »kun« har ventet i fem og en halv time.
Onsdag blev Jørgen overført til den permanente afdeling, Medicinsk Afdeling. Her blev han indlagt i opholdsstuen, hvor besøgende til andre patienter kom og gik.
- Jeg kan ikke selv komme ud at tisse, så når jeg skulle, satte de bare lige en afskærmning op, så kunne jeg sidde der med fremmede lige ved siden af. Det var virkelig ydmygende, siger Jørgen Frandsen.
Teis Andersen siger:
- Problemet var det samme på Medicinsk Afdeling. Der har også været overbelægning. Jeg ville gerne have ydet en bedre service, men set i lyset af de ekstreme vilkår er det rart, at det faglige så bliver prioriteret først.
Jørgen er kommet hjem igen.