Foto: TV 2 Lorry

Indkøbscenter gemmer ulovligt oplysninger om kunder

Ro's Torv i Roskilde har gennem flere år gemt oplysninger om kunderne i strid med persondataloven.

Hver gang handlende på Ro's Torv i Roskilde kører ind og ud af centerets parkeringshus, bliver der taget et billede af bilens nummerplade. Det skriver Dagbladet Roskilde. 

Billederne bliver taget for at registrere, hvorlænge hver bil har holdt i parkeringhuset, og om der bliver betalt korrekt.

Centeret beholder oplysningerne, uanset om der er betalt eller ej. Men det er i strid med persondataloven. Det viser en ny afgørelse fra Datatilsynet, der påpeger at oplysningerne skal slettes, når bilen forlader parkeringshuset. 

Det får dog ikke umiddelbart centeret til at rette ind. 

- Hvis der sker fejl i systemet, har vi i dag den mulighed, at vi kan kigge tilbage på den enkelte bruger og rette den fejl. Hvis vi skal slette brugerne fra systemet med det samme, vil vi ikke have mulighed for at yde den service over for de kunder, der bliver ramt af tekniske fejl, siger Jakob Møller, centermanager i Datea, der administrerer Ro's Torv til Dagbladet Roskilde.

Han vil nu forsøge at forklare sig over for Datatilsynet og få afgørelsen ændret.