Arkivfoto. Foto: Claus Bech - Scanpix

Inden juletrafikken: Lufthavn lover kortere ventetid

- Vi er helt sikre på, at man kommer lynhurtigt igennem sikkerhedskontrollen i julen, lyder det fra sikkerhedschef.

Der er udsigt til at komme hurtigere igennem sikkerhedskontrollen i Københavns Lufthavn, når vi om et par uger skal på juleferie.

Ventetiden er faldet til 5 minutter i gennemsnit, viser tal fra Københavns Lufthavn fra sommerhalvårets fem måneder sammenlignet med samme periode sidste år. Gennemsnitstiden dækker både over den travle myldretid og perioder helt uden kø. Det skriver DR P4 København.

Læs også Taxachauffører i lufthavnen er nødt til at holde på vandet

Flere ansatte hjælper til

Ifølge Johnnie Müller, sikkerhedschef i Københavns Lufthavn, har lufthavnen opgraderet sikkerhedskontrollen på flere fronter, efter man i sommeren 2016 blev hårdt presset af et stort antal uventede passagerer, hvilket sendte ventetiden i vejret.

Årsagen til at det går bedre i år er blandt andet, at man har ansat flere nye medarbejdere, der hjælper passagererne inden de kommer til sikkerhedskontrollen.

- Vi hjælper dem, inden de rammer sikkerhedskontrollen. De får hjælp til at pakke håndbagagen rigtigt, få væskerne op og lægge computeren øverst. Så kommer man meget hurtigere igennem, siger Johnnie Müller til DR P4 København.

Læs også Store planer: Hotel til halv milliard bygges nær lufthavnen

Julen er den helt store test

Den kortere gennemsnitlige ventetid betyder dog ikke, at man ikke risikerer køer i op til 15 minutter i myldretiden. Men med de nye medarbejdere, en ombygget sikkerhedskontrol og et nyt indenrigsspor regner Johnnie Müller med, at man kan holde ventetiden nede. Også i julen der er lufthavnens helt store test.

- Vi er helt sikre på, at man kommer lynhurtigt igennem sikkerhedskontrollen i julen - og lufthavnen generelt, siger han.

Redaktør på luftfartsitet Check-in.dk, Andreas Krog, mener, at den kortere ventetid er bevis på, at Københavns Lufthavn har taget sig sammen og gjort noget ved de store problemer i sikkerhedskontrollen, som blandt andet fik daværende transportminister Hans Christian Schmidt (V) på banen.

Læs også Mand anholdt i lufthavnen: Efterlyst for alvorlig forbrydelse

Over 1100 personer i security-afdelingen

Lufthavnen skal dog sørge for at holde bemandingen i sikkerhedskontrollen tilpas højt, hvis man skal fastholde den positive udvikling, siger Andreas Krog.

- I sidste ende handler det om bemanding i de tidspunkter, hvor der er rigtig mange passagerer. Det handler om, hvor mange spor man kan have åbne, siger han til DR P4 København.

Johnnie Müller forsikrer dog, at man holder nøje øje med antallet af medarbejdere i forhold til antallet af passagerer.

- Vi sørger for, at der er medarbejdere nok til at åbne de spor, der er nødvendige. Vi er over 1100 personer i security-afdelingen. Vi har folk nok og hvis vi mangler, så ansætter vi nogle flere, siger han.

Læs også Trist sommervejr giver Københavns Lufthavne passagerrekord