Inden bulldozerne rykker ind: Museum åbner i Taastrupgaard

Et nyt "pop-up-museum" er åbnet i Taastrupgaard. Det er i en fire-værelses lejlighed i en af de otte boligblokke, der snart skal rives ned.

Høje-Taastrup har fået et nyt museum. 

Beboere i Taastrupgaard - et boligområde på den såkaldte ghettoliste - har i samarbejde med Kroppedal Museum etableret et museum i en lejlighed i boligområdet.

Her vil beboerne selv være museumskuratorer og fortælle deres egne historier om livet i Taastrupgaard.

- Vi har jo haft lidt ballade. Det har vi. Men det har vi ikke mere, nu er her meget stille og fredeligt. Man kan gå ude om aftenen uden at blive overfaldet. Det er utrolig rart. Børnene leger med hinanden, og vi kommer hinanden ved, fortæller Jeanette Arvedsen, der er beboer i Taastrupgaard. 

Hun er en af de beboere, der er med i den udstillingsgruppe, som skal udvikle, etablere og drive det nye lokalmuseum.

Taastrupgaard er ikke historieløs

Taastrupgaard blev opført med 1.000 boliger i 1972 som et resultat af 1960'ernes velfærdsboom. Siden da har boligområdet på godt og ondt dannet ramme om mange forskellige menneskers liv. 

quote Alle mennesker har en historie, og ved at placere et museum i en almindelig lejlighed kan vi være med til at fremhæve nogle af de historier, der sjældent bliver fortalt

Mads Thernøe, museumsinspektør på Kroppedal Museum

I udstillingen i lejligheden vil der være elementer og genstande fra de sidste fem årtier, som beboerne selv har været med til at samle. 

- Boligområder som Taastrupgaard bliver ofte betegnet som historieløse, men det er naturligvis ikke rigtigt. Alle mennesker har en historie, og ved at placere et museum i en almindelig lejlighed kan vi være med til at fremhæve nogle af de historier, der sjældent bliver fortalt, fortæller Mads Thernøe, der er museumsinspektør på Kroppedal Museum.

Lejlighed skal rives ned

Museet får dog kun en begrænset levetid, for lejligheden skal rives ned sammen med otte boligblokke i Taastrupgård. 

Det sker som led i en større fornyelse af boligområdet - et arbejde der går i gang i efteråret, og som vil efterlade boligområdet radikalt forandret. 

- Jeg er lidt ked af, at det skal rives ned. Men når det nu skal være sådan, så må man forsøge at få det bedste ud af det. Det kan da godt være, at det ender med at blive flot. Det gør det jo nok. Men jeg synes, det er pænt nok i forvejen, afslutter Jeanette Arvedsen.

Åbningstider på Taastrupgaard Museum

Den 2. maj: 12-15 og 15.30-17
Den 3. maj: 12-15 og 15.30-17
Den 4. maj: 12-15 og 15.30-17
Den 7. maj: 12-15 og 15.30-17
Den 8. maj: 12-15 og 15.30-17
Den 9. maj: 12-15 og 15.30-17
Den 10. maj: 12-15 og 15.30-17
Den 11. maj: 12-15 og 15.30-17

Adresse: Taastrupgaardvej 99, 1.tv, 2630 Taastrup

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik