Foto: Lars Rievers, Scanpix

Indbrudssager vokser måneder efter razzia

En række sager hos Task Force Indbrud i Nordsjælland bliver ved med at vokse – måneder efter, at forbryderne blev anholdt.

I maj blev tre albanske mænd anholdt af politiet. Dengang mente politiet, at de stod bag fem indbrud. Nu lyder sigtelsen på 50.

På samme måde er sigtelserne mod tre danske mænd, som Task Force Indbrud ved en stor aktion anholdte i marts, vokset voldsomt. Dengang beslaglagde politiet flere lastbiler fulde med tyvekoster fra især sommerhuse i Gilleleje, Græsted og Hillerød. 

Læs også Indbrudstyve med rockerforbindelser stjæler designmøbler

- Der er kommet mange flere sigtelser, siger Bent Isager-Nielsen, politiinspektør, Task Force Indbrud til TV 2 Lorry i dag.

Dette er blot to eksempler på en række sigtelser i forlængelse af storstilede aktioner fra politiet i løbet af foråret og sommeren. Aktionerne er forskellige og rettet mod både danskere med relationer til rockermiljøet og rejsende udenlandske kriminelle. Men fælles for dem er, at sagerne mod de anholdte vokser efter, at røgen fra aktionerne har lagt sig.

Læs også Indbrud gik amok mens politiet afspadserede

- I nogle af sagerne er der også kommet flere anholdelser, der er blevet sigtet flere mennesker. Men især er der blevet opklaret mange flere indbrud, siger Bent Isager-Nielsen til TV 2 Lorry.

Sagerne vokser efter anholdelserne, fordi politiet i første omgang blot skal have nok beviser nok til et grundlovsforhør. Først senere skal de anholdte dømmes i retten. 

Læs også Indbrud i Stein Baggers lyst-yacht.

- Det er ikke nødvendigt at rejse alle sigtelserne med det samme. Vi rejser kun sigtelse i forhold, som vi kan føre bevis for, siger Bent Isager-Nielsen.

Sagen om de albanske mænd skal for retten i september, mens sagen mod de tre danskere fortsat efterforskes.