Indbrud stiger trods rekord-fangst

Politiet sætter rekord i at anholde indbrudstyve i Nordsjælland. Ikke desto mindre fortsætter antallet af anmeldelser opad. Nu vil regeringen ti-doble straffen for hæleri. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

Nordsjællands Politi har aldrig anholdt så mange indbrudstyve som nu. Lige nu sidder 39 indbrudstyve i varetægtsfængsel, og det er rekord. Alligevel stiger antallet af indbrud i Nordsjælland.

- Det er et eksorbitant stort antal arrestanter, vi har lige nu. Men samtidig spørger vi os selv, hvordan det kan være, at jo flere indbrudstyve vi fanger og får varetægtsfængslet, jo mere stiger antallet af anmeldelser, siger chefpolitiinspektør Flemming Drejer fra Nordsjællands Politi.

Indbrud har første prioritet i politikredsen. Men trods analyser og grafer finder politiet ikke noget entydigt billede af tendensen for, hvor indbruddene bevæger sig hen, og hvem, der begår dem.

- Det ene øjeblik er det vores lokale indbrudstyve, så er det litauiske eller rumænske, og så er det nogen, som kommer herover fra Sverige. Det får os ikke til at give op, men det er en omstændighed, vi må forholde os til. Vi må udnytte vores irritation fremadrettet og udbygge de tiltag, vi kan se giver gevinst, siger Flemming Drejer, som er på trapperne med en sms-tjeneste, der skal give politiet flere tips fra borgerne.

På Christiansborg er regeringen i færd med at lave en ny indbrudspakke. Den skal blandt andet gøre det sværere for indbrudstyvene at komme af med de stjålne varer.

- Vi skærper straffen for hæleri markant ved at ti-doble bødestraffen. Samtidig skal vi stresse indbrudstyvene. Det er det, man er i gang med i øjeblikket. Det er ikke kun en ting, der virker, men en samlet indsats, siger den konservative retsordfører, Tom Behnke.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik