Indbrud og utryghed - kommune vil bremse uheldig udvikling

Det er nu, Gentofteborgerne skal melde sig, hvis de vil med i udvalg, der bekæmper indbrud.

I næste uge udløber fristen for at melde sig til et samarbejde i Gentofte Kommune, hvor borgere og politikere i fællesskab diskuterer, hvordan kommunens meget høje antal indbrud kan bringes ned.

For det har været svært at knække indbrudsstatistikken i Gentofte.  I 2017 var der 975 anmeldelser om indbrud i boliger, og det var en stigning i forhold til året før, hvor der blev anmeldt 957 indbrud. Og sidste år var tallene fortsat høje - frem til udgangen af oktober var der registreret 559 indbrud i beboelse - og hele 612 indbrud i biler. Nu inviterer kommunen borgerne til et samarbejde, hvor de sammen med politikerne skal komme med ideer og forslag til, hvordan kriminaliteten kan begrænses, og hvordan trygheden kan øges.

Gentofte har igennem nogle år arbejdet med såkaldte opgaveudvalg. Det er midlertidige udvalg, der oprettes af kommunalbestyrelsen - og hvor borgere, der melder sig, også får mulighed for at deltage. Det nye udvalg, som skal oprettes under navnet Tryghed for Borgerne - får deltagelse af fem politikere og ti borgere.

De ti borgere i udvalget

Gentofte Kommune oplyser, at det er borgere med bestemte erfaringer, man gerne vil have med i det midlertide udvalg. Nemlig:

 

Tre borgere, der har oplevet indbrud i bolig, bil, både - eller har været udsat for tricktyveri.

En borger, der driver butik og som har oplevet indbrud eller har erfaring med at bekæmpe indbrud

En borger, der driver virksomhed og som har oplevet indbrud eller har erfaring med at bekæmpe det

Tre borgere, der har interesse for eller viden om bekæmpelse af indbrud - enten alene eller sammen med andre.

En borger, der har erhvervsmæssig erfaring med forebyggelse af indbrud

En borger, der har erfaring med eller viden om at skabe lokalt engagement og motivation i civilsamfundet.

 

Fristen for at søge deltagelse i udvalget er 15. januar.

I efteråret fortalte vi om Gentoftes Kommunes planer om det nye udvalg. Her kan du se interviewet med borgmester Hans Toft om sagen.

 

Du kan finde flere oplysninger om deltagelse i udvalgarbejdet på kommunens hjemmeside her.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik