Illum Foto: Ólafur Steinar Gestsson / Ritzau Scanpix

Blodrøde tal: Stormagasin leverer underskud for sjette år i træk

Midt på Strøget i København ligger Illum. Men til trods for eksklusive rammer og masser af luksusbrands bløder stormagasinets regnskab for sjette år i træk.

100 millioner kroner.

Så mange penge mangler der på bundlinjen i det eksklusive stormagasin Illum, der ligger på Strøget i København.

Det viser det kedelige regnskab for varehuset, der har lidt gennem flere år.

Læs også Millionerne fosser ud af kassen i Illum

De seneste seks år er det nemlig ikke lykkes for Illum at generere overskud, og faktisk lyder det samlede underskud på knap 285 millioner kroner, skriver Berlingske Business

Senest leverede stormagasinet et årsregnskab for 2016, hvor underskuddet lød på 98 millioner kroner.

De blodrøde tal på bundlinjen betyder, at det italienske selskab La Rinascente, som er ejerne af Illum, har konverteret over 200 millioner kroner gæld til aktiekapital, hvilket efterlader Illum med en ejenkapital på blot 9 millioner kroner.

Det betyder samtidig, at italienerne må til pengepungen, hvis der opstår pengeproblemer i 2018.

La Rinascente købte Illum i 2014, og siden har Illum været kendt for eksklusivitet - gerne ud over det sædvanlige. Det har blandt andet betydet en ombygning for mere end en halv milliard kroner de seneste år, ligesom Illum selv har investeret 25 millioner kroner. 

Læs også Italiensk madmekka lukker efter blot halvandet år

Direktør Jeanette Aaen har ifølge Berlingske Business tidligere betegnet satsningen i "den helt eksklusive ende", og magasinet har da også luksusbrands som Burberry, Valentino i hus, ligesom den nylancerede Beauty Hall fra 2017 byder på luksusmærker fra Chanel og Dior.

Til gengæld er der intet, der tyder på, at det negative regnskab får nogen betydning for de eksklusive planer for stormagasinet.

I hvert fald fremgår det af årsregnskabet, at Illum i 2018 vil føje endnu flere luksusbrands til sortimentet, mesn ombygningen af alle etager fortsat pågår. 

Læs også Over 150 mennesker i kø til brandudsalg i Illums Bolighus

Med den strategi vil Illum skabe vækst i omsætningen og et forbedret resultat, lyder det.