Ildsjæl fra Roskilde skal stå i spidsen for 36.000 spejdere

Benedikte Marie Kaalund fra Roskilde bliver ny generalsekretær for Det Danske Spejderkorps,

Den 1. maj starter Benedikte Marie Kaalund som ny generalsekretær for Det Danske Spejderkorps og dets 36.000 medlemmer, oplyser organisationen i en pressemeddelelse.

Den nye generalsekretær glæder sig til at komme i gang og fortsætte de seneste års medlemsvækst:

- Det Danske Spejderkorps har oplevet en fantastisk udvikling de sidste år, men jeg tror kun, det er begyndelsen. Der er fortsat masser af potentiale i at styrke og udvikle de lokale spejdergrupper, så endnu flere børn og unge får del i de unikke oplevelser og det fællesskab, det giver at være spejder, siger Benedikte Marie Kaalund.

Benedikte Marie Kaalund

  • 46 år, cand. mag. i statskundskab og historie.
  • Har arbejdet med foreningsudvikling i bl.a. Coop og Kræftens Bekæmpelse.
  • Bor i Roskilde med sin mand Morten og deres tvillinger, der er spejdere i Vigge Gruppe.
  • Har som ung været aktiv på forskellige niveauer i Det Danske Spejderkorps, og som voksen som madmor og hjælpeleder i Vigge Gruppe, Roskilde. 
  • Elsker bjerge, bål og bær fra egen have. 

Samtidig ser den ny generalsekretær flere tendenser i tiden, som kan udnyttes til fortsat medvind for Danmarks største spejderkorps:

- Flere og flere finder friluftslivet attraktivt i en moderne tilværelse. Og som samfund bliver vi mere bevidste om, hvilke positive effekter naturen og friluftslivet har for børn og voksne. Her er spejderbevægelsen unik i at tilbyde udfordrende og udviklende friluftsaktiviteter for børn, unge og voksne i stærke fællesskaber. Det skal vi blive bedre til at vise gennem fx åbne arrangementer som vores årlige Sov Ude-dag, siger Benedikte Marie Kaalund.

En god start for Ungdomsøen

Derudover skal Benedikte Kaalund være med til at sikre en god start for Ungdomsøen – fortet i Øresund, som Spejderne overtog i 2015, og som er ved at blive omdannet til en ø for hele Danmarks ungdom:

- Det er et helt unikt projekt, som kan være med til at give ungdommen en vigtig stemme i samfundet. Samtidig er det et projekt, som kan vise, hvad spejdernes idéer om learning-by-doing, vildskab og fællesskab kan, når de bredes ud til alle unge, siger hun.

Benedikte Marie Kaalund er tidligere foreningsdirektør i Coop og kommer med erfaring fra andre store medlemsorganisationer. Samtidig har hun et godt kendskab til Det Danske Spejderkorps gennem blandt andet frivilligt engagement i sine børns spejdergruppe i Roskilde.

Benedikte Marie Kaalund overtager posten som generalsekretær fra Charlotte Bach Thomassen, der i november blev valgt som ny næstformand i DGI.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik