Ildkugle over Sjælland

En ildkugle, der tirsdag aften klokken 20.18 fløj henover himlen, blev set af folk i hele Danmark. Det siger astrofysiker Michael Linden-Vørnle fra Tycho Brahe Planetarium til Frederiksborg Amts Avis.

- Det er formentlig et meget klart stjerneskud, det man kalder en ildkugle. De fleste observationer kommer fra København og Nordsjælland, men de kommer også fra Bornholm og Fyn, og der er et par stykker fra Jylland, siger Michael Linden-Vørnle til Frederiksborg Amts Avis.

Han vurderer, at ildkuglen formentlig har bevæget sig ind over Sverige eller Kattegat. I Hillerød oplevede 47-årige Anne Agger ildkuglen som værende helt tæt på, men det er helt normalt, forklarer astrofysikeren.

- Det er normalt, at man oplever det som værende tæt på. Der er ingen mennesker, der er i stand til at vurdere afstande fra lys på himlen, for man har ikke noget at sammenligne med. Derfor kan der være tendens til at se det tættere på, end det er. Men det vil være flere 100 kilometer væk, siger Michael Linden-Vørnle til Frederiksborg Amts Avis.