Det er de grønne københavnerbænke, som denne fra Kongens Have, der lige nu bliver stjålet som aldrig før. Foto: Jakob Dall - Scanpix

Ikoniske gadebænke forsvinder i København

For et par år siden blev der stjålet to af de karakteristiske grønne københavnerbænke, men nu er tyverierne eksploderet til 45 det seneste halve år.

I 2017 er 45 af de grønne københavnerbænke blevet stjålet fra byens gader og grønne områder. Tyverierne løber op i næsten en halv million kroner.

Det er tydeligt, at tyvene stjæler bænkene for at sælge dem videre.

Jon Pape, serviceområdechef i Teknik- og Miljøforvaltningen.

Når benene skal have et lille hvil, bruger københavnerne flittigt byens bænke, der står rundt omkring i hovedstaden. Og især for gangbesværede københavnere er de mange bænke et godt sted lige at puste ud.

Men siden årsskiftet er der sket en kraftig stigning i antallet af tyverier af de karakteristiske og grønne bænke.

Bænke stjålet for 450.000 kroner

Ifølge Teknik- og Miljøforvaltningen er der alene i år stjålet 45 af de ikoniske bænke forskellige steder i København. I 2015 blev der til sammenligning stjålet to af de samme bænke på et helt år. 

Læs også Pædagog med opråb: Drop mobilen, forældre!

Og da en ny københavnerbænk koster 9000 kroner, løber tyverierne i det første halve år af 2017 op i 450.000 kroner.

- Det er ikke noget, vi tidligere har været plaget af i et sådant omfang, så det er en kedelig tendens, vi oplever i øjeblikket. Ikke alene koster det mange skattekroner at indkøbe nye bænke og montere dem, siger serviceområdechef i Teknik- og Miljøforvaltningen, Jon Pape.

Tyve sælger bænke videre

Det er særligt områderne Amager, Brønshøj-Husum og Nordvest, der er hårdt plaget af bænketyve, men også Østerbro og Indre By har været ramt af tyverier tilbage i 2016. I Nordvest er der alene i 2017 forsvundet 21 bænke, mens der på Amager er stjålet 13 bænke.

Læs også Minister: Ulovlig udenlandsk hund skal ikke aflives

Hos Teknik- og Miljøforvaltningen har man lagt mærke til, at der er mange annoncer for københavnerbænke på diverse internetsider. Så bliver du tilbudt en grøn gadebænk, der er godt slidt og brugt, så er der en stor sandsynlighed for, at den er stjålet.

- Det er tydeligt, at tyvene stjæler bænkene for at sælge dem videre. Så jeg vil opfordre folk til at sætte sig godt ind i sagerne, inden de køber en bænk, da den meget vel kan stamme fra et af de mange tyverier i København. Hvis en bænk for eksempel bærer præg af graffiti eller anden slitage, kan det være et tegn på, at den har stået på gaden, og så er den med al sandsynlighed stjålet, siger Jon Pape, der samtidig opfordrer folk til at kontakte politiet, hvis de ser noget mistænkeligt.

Vil tyverisikre alle bænke

Forvaltningen er nu i gang med at tyverisikre byens bænke for at standse tyverierne. Når de nyindkøbte bænke er blevet tyverisikret, vil de blive sat op på de samme steder, hvor de stjålne bænke stod før. Ligeledes arbejdes der på en løsning, hvor de eksisterende bænke også bliver tyverisikret.

Der er i alt registreret 6458 bænke i København, og af disse er cirka 3.000 de omtalte københavnerbænke.

Teknik- og Miljøforvaltning har anmeldt bænketyverierne til Københavns Politi, som i øjeblikket efterforsker sagerne. Hvis du har set noget mistænkeligt eller har kendskab til sagerne, kan du kontakte Københavns Politi på telefon 114.

Så mange københavnerbænke er blevet stjålet

I 2017 er der stjålet 45 københavnerbænke. To bænke er forsøgt stjålet, og der er stjålet brædder fra yderligere syv bænke.

Tyverierne i 2017 fordeler sig således på bydelene:
  • Nordvest: 21
  • Amager: 13
  • Brønshøj-Husum: 11
 
Antal stjålne bænke i 2016: 14

Antal stjålne bænke i 2015: 2