Foto: Goggle Maps

Ikonisk spillested lukker i indre København

Jazzhouse har opsagt lejekontrakten i Kvindernes Bygning på grund af for dyr husleje. Ny vil spillestedet flytte til Nørrebro.

Efter 25 år fraflytter Jazzhouse fra den velkendte adresse på Niels Hemmingsens Gade 8-10 lige bag ved Strøget og overfor Helligaandskirken.

Er det ikke et ret kedeligt sted, Jazzhouse flytter til – nærmest en gymnastiksal?

Cim Meyer, redaktør på Jazz Special

Det skriver Politiken.

Jazzhouse har opsagt lejekontrakten, og planen er nu at flytte til en hal Nørre Allé på Nørrebro. Såfremt detaljerne falder på plads, er det meningen, at det ikoniske spillested fra den 1. januar 2018 skal dele lokaler med verdensmusikkens københavnske højborg, Global.

Betaler dyr husleje

Hallen på Nørrebro går under navnet VerdensKulturCentret, og det er her, at de to musiske institutioner skal tiltrække publikum til koncerter.

- Jazzhouse bor privat til leje i dag, og det er ekstremt dyrt. Vi betaler omkring en million kroner i husleje årligt. Det er penge, vi hellere vil bruge på at udvikle og præsentere musik, og det er den væsentligste årsag til flytningen, siger Jazzhouses daglige leder, Bjarke Svendsen, til Politiken.

Vi har et ungt publikum, og de er til stede på Nørrebro

Bjarke Svendsen, daglig leder af Jazzhouse

Bjarke Svendsen har siden 2014 har været daglig leder af både Jazzhouse og Global, siden de dengang indledte et administrativt samarbejde.

Chris Minh Doky & The Nomads  i Jazzhouse i 2012. Foto: Torben Christensen - Scanpix

Vores publikum er på Nørrebro

Flytningen skal ikke ses som et udtryk for dårligt billetsalg, påpeger Bjarke Svendsen.

- Vi ser det som en mulighed for at investere i indhold. Og på en måde flytter vi altså hjem til brugerne. For Jazzhouse sælger i dag fire billetter på Nørrebro, for hver gang vi sælger en i København K. Vi har et ungt publikum, og de er til stede på Nørrebro, siger Bjarke Svendsen.

Flytningen møder kritik fra en af de førende jazzkendere. Cim Meyer, der er redaktør på tidsskriftet Jazz Special.

Til Politiken giver han udtryk for, at rammerne og miljøet omkring musikken er afgørende for et spillested.

- Det er jo det, enhver seriøs kulturarbejder arbejder benhårdt på at opnå: en ånd omkring stedet, som folk genkender og vender tilbage til. Og er det ikke et ret kedeligt sted, Jazzhouse flytter til – nærmest en gymnastiksal?

Meget tilfreds borgmester

Københavns kulturborgmester, Carl Christian Ebbesen, Dansk Folkeparti, er til gengæld meget tilfreds med at Jazzhouse og Global flytter sammen på Nørrebro.

- Det er fantastisk, at det endelig er lykkedes at få denne fusion i gang. Det afgørende er, at vi har fået et større samarbejde mellem Jazzhouse og Global, og at Jazzhouse nu får mulighed for at bruge flere penge på musik og færre penge på mursten, siger han til Politiken.

Det er endnu uvist, hvad det historiske hus, Kvindernes Bygning, som Jazzhouse fraflytter fremover skal bruges til, men bestyrelsesformanden Annemarie Balle håber, at lokalerne kan udlejes til en anden kulturinstitution.

Det er kultur- og fritidsudvalget under Københavns Kommune, der har truffet afgørelse om, at forvaltningen under Københavns Kommune må indgå i et partnerskab mellem VerdensKulturCentret og Global/Jazzhouse om brugsretten til hallen på Nørre Allé.